Inspiration » Litteratur » Djævlen går i Prada
Anmeldt af Sussi Lund Jensen.
Forestil dig lige, at du får jobbet, som millioner af piger ville ofre deres liv for at få. Det er det, der sker for Andrea. Hun har netop afsluttet college med engelsk som hovedfag og brænder for at skrive. Drømmejobbet er på The New Yorker, men da det ikke ligger lige for, starter Andrea med at sende en uopfordret ansøgning til bladhuset Elias-Clark - hvor hun, til sin egen store overraskelse, bliver kaldt til samtale. Først for sent går det op for hende, at jobbet ikke er på et af de mere seriøse magasiner, men på modemagasinet Runway - og at hun ikke bliver ansat til at skrive, men til at opfylde chefredaktøren Miranda Priestlys udtalte og især uudtalte behov.
Kontrakten lyder på et år, og i det år får Andrea nok at se til. Ikke nok med at hun skal stå til rådighed for Mirandas luner 24 timer i døgnet og ofte må gætte, hvad det nøjagtig er kvinden mener, når hun beder hende om at pakke kufferter, hente børn i skolen, bestille frokost og arrangere fester. Hun får også travlt med at finde ud af, hvem hun selv er. For selvom hun hader Miranda og kun har hån til overs for de anorektiske modefikserede piger, der ellers er ansat på bladet, så udvikler hun sig stille og roligt til selv at blive en utrolig velklædt egoist, der vægter Mirandas og Runways behov tungere end de private behov og pligter. Og det skal jo gå galt: Andrea er ved at miste både venner, kæreste og familie, inden hun finder ud af, hvilken pris hun har ofret for "jobbet som millioner af piger ville ofre deres liv for at få."
Bogen er endnu en i strømmen af chick lit- og indrømmet: ind imellem bliver der lige lidt for meget opremsning af designere og tøjmærker, men jeg synes den har en smule mere kant end så mange andre bøger i genren. Modeverdenen spiddes af forfatteren, der selv kender den indefra og den snobbede overflade sættes på spidsen, når den holdes op mod Andreas kærestes idealistiske job som folkeskolelærer i en af N.Y.'s belastede kvarterer.
Jeg har ikke set filmen, men har ladet mig fortælle at bogen er bedre end filmen...


