Inspiration » Litteratur » Honningtunger

Honningtunger

Honningtunger

Af Uri, Helene



Anmeldt af Line Hoffgaard.

Scenen er sat med 4 kvinder omkring et bord. Eva, Sara, Liss og Tamara mødes jævnligt i deres syklub, hvor menuen står på god mad, vin ad libitum og tøsesnak om cellulitter, sex, citrusmarinade og karriere. Tamara og Sara serverer kaviar, stiltonsoufflé og chokoladetrøfler. De er de gastronomiske overmænd, og alt ser perfekt ud. Eva og Liss serverer tarteletter, oksesteg og chokoladebudding. Du har sikkert allerede et godt billede af vores fire heltinder.

Tamara og Sara har kendt hinanden fra fødslen og hænger sammen som ærtehalm. Liss har kendt dem fra skoletiden, hvor de drillede hende, så hvorfor kom Liss pludselig med i syklubben?
Eva kom til senere uden at nogen egentlig ved hvorfor. For hvert nyt syklubmøde præsenteres vi som læsere for menuen og forberedelserne der ligger bag tilberedningen, og det tegner et rammende billede af, hvem de hver især er.

Tilsyneladende en hyggelig sammenkomst, men under overfladen har de alle hver deres skjulte dagsorden for at være med i syklubben. For de er slet ikke så gode veninder, som de giver sig ud for at være. Hele syklub-seancen er et glansbillede, og under overfladen lurer jalousi, fordømmelse og løgne. Titlen Honningtunger refererer til, at man siger en ting, men tænker sit, og når én er på toilettet sladres der om vedkommende. Det er isnende ondt og hadsk.

Det er svært at sige noget negativt om denne roman, ganske enkelt fordi den giver et skræmmende realistisk billede af det psykologiske spil, der kan opstå, når "kvinde er kvinde værst". Hvad den skjulte dagsorden er, røbes først i slutningen, og det gør, at man læser i åndeløs spænding til sidste side.

Var du vild med Christian Jungersens "Undtagelsen" eller Linn Ullmanns "Et velsignet barn", vil du også elske Honningtunger.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar