Inspiration » Litteratur » Tak for alle minderne

Tak for alle minderne

Tak for alle minderne

Af Ahern, Cecelia
Skuffende chick lit

(Kommentarer:1)

Anmeldt af Line Frømann.

Joyce vågner på hospitalet i Dublin efter et voldsomt fald, hvor hun mistede sit ufødte barn. Men efter indlæggelsen begynder der at ske mærkelige ting: Hun kan pludselig huske steder, hun aldrig har været før, forstå sprog, hun aldrig har lært, og hun har en stor viden om kunst og arkitektur, selvom det aldrig har interesseret hende det fjerneste.
Justin er fraskilt og bor i London. Han bliver dog gæsteforlæser i kunsthistorie i Dublin, og bliver en dag overtalt til at give blod - hvilket han ikke er meget for. Ikke længe efter møder han en kvinde, som han af en eller anden grund føler sig forbundet med på en måde, han ikke kan forklare.

Det viser sig, at da Joyce har fået blod i forbindelse med sin ulykke, har hun faktisk fået Justins blod, og på en eller anden måde er de nu forbundne. Joyce skal nu finde ud af, hvad hun vil gøre med denne forbindelse - og hvad hun vil med sit liv.

Jeg indrømmer blankt, at jeg faktisk aldrig har læst noget af Cecelia Ahern før - har heller aldrig set filmen "P.S. Jeg elsker dig", som er lavet over en af hendes bøger. Men da hun nu udkom med en ny bog, tænkte jeg, det ville være en god chance for at starte på et nyt forfatterskab.
Jeg er dog blevet slemt skuffet over "Tak for alle minderne". Bevares, ideen er faktisk meget god: Lidt overnaturlig mystik omkring en kvinde, som pludselig deler liv og blod med en mand, hun ikke kender; og hvordan hun forsøger at komme i kontakt med manden og samtidig kæmper en brav kamp for at få styr på sit eget liv efter tabet af sit ufødte barn og et forlist ægteskab. Historien fungerer bare ikke. Jeg var over halvvejs i bogen, før jeg begyndte at føle med personerne, som ellers har en tendens til at virke klichéfyldte og karikaturagtige. Den eneste rigtig sjove person i bogen er efter min mening Joyces far, en gæv gammel knark, som er fuldstændig ligeglad med hvad omverdenen synes om ham, og som ikke helt er med på alle de moderne bekvemmeligheder i dagens samfund.

Alt i alt er det en okay bog - den kan da godt bruges på en regnvejrsdag, men den greb i hvert fald ikke mig om hjertet, og hvis resten af forfatterskabet er lige sådan, er det vist sidste gang jeg går ombord i en Cecelia Ahern-bog.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Sanne
6. mar. 14:42
#1 Jeg synes der imod den er kanon sød.
En god ny og anderledes historie. Den er meget anderledes end de andre bøger hun har skrevet.
Avatar