20 Feb - 30 Mar
Anette Overgaard udstiller på Biblioteket i Hammerum
Læs mere
2 - 30 Mar
Se en spændende udstilling på Børnebiblioteket
Læs mere
Inspiration » Litteratur » Tre sider af samme sag
Anmeldt af Britta Poulsen.
Vittig og skalpelskarp roman om jalousi, skyld, svigt og ambitioner.
Mange vil kalde Marian Keyes' bøger for chick lit; genren som "Bridget Jones' Dagbog" stod fadder til. Chick lit er litteratur, der omhandler kvinder i 30'erne, deres problemer med kærligheden, småneuroser og livet generelt.
Marian Keyes' heltinder er dog meget mere dybe og nuancerede end det er tilfældet med f.eks. Bridget Jones, som man absolut ikke kan tage alvorligt. I nærværende roman - "Tre sider af samme sag" - som er hendes femte på dansk, centrerer handlingen sig omkring tre kvinders parallelle liv. Det overordnede sætstykke er den iskolde forlagsverden, hvor man den ene dag er et hit og den næste solgt til stanglakrids!
De tre kvinder man møder i "Tre sider af samme sag" er vidt forskellige. Det eneste de har tilfælles, er deres alder (først i 30'erne), men alligevel er deres liv bundet sammen af mere eller mindre dramatiske omstændigheder.
Gemma Hogan arbejder i Irland som Event Manager, dvs. hun planlægger fester og arrangementer for dem, som vil betale sig fra det. Hendes livs omdrejningspunkt er tanken om hævn over ex-veninden Lily, som huggede Anton, Gemmas store kærlighed. Lily har desuden cementeret kæresteovertagelsen med sit og Antons barn. Gemmas liv bliver dog vendt rundt, da hendes far forlader moren til fordel for sekretæren efter 35 års ægteskab. I mails til en veninde underholder Gemma med sine genvordigheder - "hvor har han mødt hende? Hvor tror du? På arbejdet selvfølgelig. Hun er hans - åh gud, det er bare så forudsigeligt - hans privatsekretær."
Lily Wright, lys, slank, æterisk og måske trængende en hårtransplantation "a la Burt Reynolds". Hun bor i England sammen med Anton og deres datter Ema, mens hun desperat prøver at følge op på en overraskende litterær debut. Lilys samvittighed veksler mellem grå og sort, da hun føler stor skyld over for Gemma og samtidig tror indædt på "dårlig karma"- på et tidspunkt må hun da få løn som forskyldt! "Det vigtigste at huske på er, at jeg ikke er den store femme fatale. For at være helt ærlig, så er jeg den mindst fatale femme. Hvis der var en konkurrence, så ville jeg komme så sent over målstregen, at man ville blive nødt til at opfinde en ny kategori særligt til mig." (Lily om sig selv)
Jojo Harvey, amerikaner bosat i London, litterær agent for bl.a. Lily Wright. Hendes ydre vækker mindelser om Jessica Rabbits timeglasfigur, men man skal ikke tage fejl af hende, hun er knivskarp og meget karismatisk. Jojo's ambitionsniveau er skyhøjt, og hun vil gerne flere trin op ad karrierestigen. Men er det befordrende for karrieren at have et forhold til sin gifte chef?
Historien bygger op til en dramatisk afslutning, da Jojo får tilsendt et udkast til en roman. Forfatteren er Gemma Hogan; den længe ventede hævn er nu inden for rækkevidde.
Marian Keyes inspiration til at skrive kan meget vel komme fra hendes eget liv. Det har nemlig ikke været "lige ud af landevejen og så succes på succes". Det var først efter alkoholproblemer, selvmordsforsøg og ophold på en behandlingsinstitution, at hun rigtig startede med at skrive. Og man kan virkelig mærke, at hun bruger sig selv meget, trods hylende sjove passager, kan man altid fornemme alvoren lure mellem linierne. Gemmas oplevelse af farens svigt, af både hende selv og moren, er rørende og faktisk ikke sjovt, trods den lettere sarkastiske udlægning af situationen. Men det er ok; humor bruges ofte til at overkomme kriser, og man kan selv føle smerten, mens man læser.
Nok om smerte, humoren er også stærkt repræsenteret i bogen. Marian Keyes flair for fabulerende og farverigt sprog er enestående, hun kører bare derudaf med vittige og skalpelskarpe betragtninger, så man nogle gange bliver helt forpustet. Men man nyder det hele vejen og ville bare ønske, at historien fortsatte og fortsatte. Det er den perfekte bog til strandtasken, men husk endelig solcremen, da du nok forsvinder fra omverdenen en god stund.
Hvad synes du?
Opdateret 22. dec 2008 af Søren Hartvigsen
