Inspiration » Litteratur » Vejs ende
Vejs ende
Af Brun, Lisbeth
Anmeldt af Line Hoffgaard.
Stemningsfuldt og indlevet skildrer Lisbeth Brun, hvad der sker, når man så radikalt og pludseligt står ved vejs ende, og må tage sit liv op til revision.
"Når du engang skriver dine erindringer, vil du mindes dette år som det vigtigste i dit liv". Med disse ord langtidssygemelder en læge Lærke. Efter at have arbejdet 60 timer om ugen i flere år, får arkitekten Lærke en dag et sammenbrud under et møde. Det er ikke lige noget, der passer ind i en 39-årig karrierekvindes overbookede kalender.
Lærke beslutter at vende tilbage til hendes barndomsby ved Limfjorden, hvor hun voksede op som plejebarn. Hun køber et sommerhus i området og forskanser sig der med en kikkert, som hun observerer livet omkring sig igennem. Gamle minder og lig i lasten dukker op til overfladen, og det bliver et år, hvor Lærke får tænkt meget over, hvem hun egentlig er.
Jeg kom til at tænke på, om der mon er nogle paralleller mellem Lærkes historie og forfatterens egen barndom, da romanens sprog og de faktuelle detaljer virker som personligt oplevede, jf. første sætning i denne anmeldelse. Umiddelbart har Lisbeth Brun sans for at levere et godt psykologisk portræt af en karrierekvinde, der går ind i en blindgyde og tvinges til at tage sit liv op til revision.
Man bliver grebet af Lærke og hendes personlige kamp - det er bare synd at det først sker midtvejs i romanen. Der går lidt for meget "lokalhistorie" i skidtet (i mangel af bedre ord). Lange passager om livet ved Limfjorden og folk og fæ distraherer for romanens budskab, da det meste ikke rigtig sættes i relation til nærværende historie om Lærke. Så længe historien koncentrerer sig om hovedpersonen og med sporadiske tilbageblik i fortiden, er det dog god læsning.
