Inspiration » Litteratur » Boo'ya Moon
Anmeldt af Line Frømann.
Er det muligt at kontakte sine kære efter døden? Hvorfra stammer en forfatters inspiration? Sorg, psykopater og overlevelse bliver blandet til en fantastisk cocktail i Stephen Kings nye bog "Boo'ya Moon - Lisey's historie"
Mange, der hører om Stephen King, tror at han kun skriver gysere, men det får denne roman i sandhed modbevist. Det er en kærlighedshistorie med, indrømmet, en snert af det overnaturlige iblandet.
Forfatteren Scott Landon var en meget berømt gyserforfatter, da han levede. Nu, to år efter hans død, bestemmer hans enke, Lisey Landon, sig endelig for at begynde at rydde op i hans efterladte skriverier, som der naturligvis er mange, der er vilde efter at få fingrene i. Samme dag kontaktes hun af psykopaten Jim Dooley, som prøver at true hende til at udlevere papirerne. Lisey nægter, men bliver hurtigt klar over at manden mener det alvorligt, da han dukker op i hendes hjem og lemlæster hende.
For at komme af med Dooley og få bragt en ende på hans trusler og lemlæstelser, bliver Lisey tvunget til at finde ting frem i hukommelsen, som hun ellers lykkeligt har fortrængt - ting både om hende selv, men ikke mindst om hendes mand, hans grusomme barndom med en psykopatisk far og den verden, han kalder Boo'ya Moon, hvortil han flygter, når livet i den virkelige verden bliver ham for meget.
Jeg er en stor fan af Stephen King, og havde glædet mig meget til at læse hans nye bog; jeg blev ikke skuffet! Sproget er Kings velkendte, fantastiske formuleringer. Jeg er vild med måden, han kan skrive tingene på, så der faktisk ikke skal ret meget til, før man aner uhyggen komme snigende.
Hvis jeg skal komme med en lille smule kritik, synes jeg nok historien på et tidspunkt bliver en anelse langtrukken, idet man konstant får flashbacks til Lisey og Scotts ægteskab, deres måde at leve på og deres helt eget indforståede sprog. Men samtidig synes jeg det er noget af det, der er med til at gøre denne roman til en utroligt smuk roman om at overleve en forfærdelig barndom og om en kærlighed, der ikke lader sig stoppe af døden.


