Inspiration » Litteratur » Delete
Anmeldt af Morten Brunbjerg Bech.
Jeg har en pæn køretur for at komme på arbejde hver dag, så der bliver tid til en lydbog i bilen af og til. Jeg valgte Delete fordi det umiddelbart så ud til at være den mest spændende, der var tilbage midt i sommerferietiden, hvor de fleste bøger på CD er revet ned fra hylderne.
Delete åbner med en ganske ubehagelig torturscene, hvor en kvindelig israelsk agent er kommet i fedtefadet pga. en cd med tophemmelig information, som hun skulle transportere til Israel. Inden, det kom så vidt, nåede hun dog som nødløsning at få sendt cd'en med fragt til en veninde og tidligere agent-kollega, som nu er ansat på den israelske ambassade i Norge.
Det ender også galt for veninden, som skydes ned og såres hårdt i sit hjem, og det er her, bogens hovedperson, Tom Falck involveres. Han er nemlig en god ven af hendes norske mand.
Falck lider af posttraumatisk stress syndrom efter nogle grimme oplevelser under sin udstationering som efterretningsmand i Mellemøsten. Nu må han vende tilbage til Israel for at aflevere den CD, der er kommet i hans varetægt.
Han får kontakt til den israelske efterretningstjeneste, og da de får afkodet CD'en, afsløres en grusom plan. En del af Saddam Husseins giftgaslagre er faldet i højreorienterede israeleres hænder, som nu vil udrydde palæstinenserne én gang for alle.
Efterretningstjenesten får imidlertid brug for Falcks hjælp til at forpurre planen, da han fra sin udstationering er lokalt stedkendt i det sydlige Libanon.
Delete er en rigtig drengerøvs-tju-bang roman med storpolitiske undertoner. Er man til spændingsbøger, hemmelige agenter, krig og soldater er det bestemt en bog, der er værd at stifte bekendtskab med. Samtidig er den jo højaktuel og sætter de konflikter, vi ser i Mellemøsten i øjeblikket i et ganske ubehageligt perspektiv.


