Inspiration » Litteratur » Duma Key

Duma Key

Duma Key

Af King, Stephen (f. 1947)
Mere end det normale gys fra King


Anmeldt af Line Frømann.

Stephen King er denne gang ude med noget lidt andet end sit normale gys. Romanen "Duma Key" er lige så meget et portræt af en fysisk og psykisk nedbrudt mand, der står foran en skillevej i livet: Skal han slippe sin fortid og koncentrere sig om sin fremtid? Og vil fortiden overhovedet slippe ham?

Edgar Freemantle er en succesrig entreprenør, som kommer ud for en nærdødsoplevelse, da han bliver klemt fast i sin bil på byggepladsen. Han overlever, men mister sin højre arm og får et meget slemt tryk i hovedet, som gør at han har svært ved at huske ting. Der venter ham derfor en meget lang genoptræning - en periode af hans liv, der er så slem at den koster ham hans ægteskab. For at komme væk fra det hele lejer han et kæmpestort hus på øen Duma Key i Florida, hvor han på sin psykiaters råd giver sig til noget helt nyt, nemlig at male.

Det viser sig hurtigt, at Edgar har et kæmpetalent for at male. Han sprøjter nærmest billeder ud, godt hjulpet på vej af en underlig kløende fantomsmerte i sin manglende højre arm. Det viser sig dog efterhånden, at hans ekstraordinært talentfulde billeder har en mystisk forbindelse til en gammel tragedie, der har fundet sted på øen, og nogle af billederne begynder at vise hårrejsende tegn på at have en sammenhæng med forskellige begivenheder, der efterfølgende finder sted.

"Duma Key" er ikke en typisk Stephen King-roman. Den holder sig inden for hans normale genre, nemlig gyset, men denne roman rækker længere end det. Hvis du kunne lide Kings "Boo'ya Moon", vil du også elske denne. Idet bogen er over 600 sider lang, får du som læser virkelig muligheden for at dykke ned i det King'ske univers og fordybe dig i hovedpersonen Edgar Freemantles tanker og psyke - en fascinerende og skræmmende rejse.

Har du aldrig læst noget af forfatteren før, er dette måske ikke lige stedet at starte. Jeg frygter, mange vil lade sig skræmme af bogens tykkelse og forventningen om gys fra side et. Det får du ikke her, men er du til gengæld - som jeg - inkarneret Stephen King-fan, vil du nyde at kunne begrave dig i denne fantastiske roman, som virkelig viser dybden af Kings forfatterskab.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar