Inspiration » Litteratur » Englens spil

Englens spil

Englens spil

Af Ruiz Zafón, Carlos
Der er igen magi på spil i Barcelona


Anmeldt af Dinna Andrup Madsen.

Carlos Ruiz Zafón debuterede i 2001 med "Vindens skygge" - efter min mening en af de mest fantastiske bøger jeg har læst. Så fantastisk at jeg glemmer den, når jeg bliver spurgt om mine yndlingslæseoplevelser - paradoksalt nok!

Det var derfor med stor glæde og forventning at jeg læste Ruiz Zafóns nye bog - for hvis han kunne gøre det igen, så er han en forfatter jeg bestemt vil vende tilbage til hver gang, der udkommer nyt. Og det synes jeg han har gjort!!

"Englens spil" handler om David Martín, en aspirerende forfatter. Bogen foregår 1920'erne, under diktaturet af General Primo de Rivera. Som i "Vindens skygge" kan diktaturets fingre rundt i samfundet mærkes. I det hele taget er der mange ting der er gengangere fra "Vindens skygge", men det føles pudsigt at læse om disse gengangere - for de er alle fra før tiden i "Vindens skygge".

Davids forfatterskab går godt, men ikke tilfredsstillende, da han bliver kontaktet af en mystisk forlægger, Andreas Corelli. Han overtaler David til at skrive en bog - en bog som skal forandre verden. Til gengæld får David en klækkelig sum penge.

Samtidig bliver David fanget af historien om det hus, han bor i. Før David boede der en anden forfatter, som også havde en aftale med Corelli. Men der skete noget med ham, før han døde, og det vil David finde ud af hvad er.

Jeg synes, det har været en fornøjelse at læse bogen - både fordi Ruiz Zafón er en dejlig fortæller, og fordi bogen er trykt på noget lækkert papir. Jeg synes ikke denne bog er lige så vellykket som "Vindens skygge", men den virker. Der bliver smidt mange bolde i luften. De kan være nok at holde styr på - for hvor vil de hen, griber jeg eller forfatteren dem igen? Og det gør Ruiz Zafón - bogen hænger alligevel sammen til sidst. Og jeg vil bestemt vende tilbage til denne forfatter, når han skriver noget nyt igen.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar