Inspiration » Litteratur » Kennedys hjerne

Kennedys hjerne

Kennedys hjerne

Af Mankell, Henning
Spændingsroman, der har noget på hjertet


Anmeldt af Gertrud Thastum.

Denne på alle måder sorte roman er en thriller skrevet af den svenske forfatter Henning Mankell, der nok er bedst kendt for sine kriminalromaner om kommissæren i Ystad, Kurt Wallander.
Forfatteren bor halvdelen af året i Maputo i Mozambique i Afrika, og det andet spor i hans forfatterskab er romaner om Afrikas mange problemer.

"Kennedys hjerne" handler om arkæologen Louise Cantor, der lige har afsluttet sit arbejde som leder af udgravninger i Grækenland. Hun glæder sig til at møde sit eneste barn, en voksen søn i Stockholm, men da hun indfinder sig i hans lejlighed, ligger han død i sengen. Det er helt sikkert selvmord, mener politiet.
Dette tror Louise dog ikke på, og hun starter en omfattende undersøgelse, der fører hende over Australien og Spanien til Mozambique. Det viser sig, at hun nok ikke kendte sin søn så godt, som hun troede, og hun er også nødt til at blande sin ellers forsvundne eksmand ind i mysteriet om deres fælles søns død.
Det ene af handlingens temaer er relationer mellem mennesker, der skulle stå hinanden nær.
Louise er fuldstændig knust over sin søns død, og det eneste, der holder hende oppe, er det tætte forhold til hendes gamle far i Nordsverige.
Det andet tema er Louises søgen efter årsagen til sønnen Henriks død. Ved hjælp af spor i Henriks computer og mange ringbind opsøger Louise mennesker, der har kendt Henrik. Hun tænker, at hun må bruge sin tillærte tålmodighed med at stykke potteskår sammen til at føje sporene efter Henrik sammen til noget, der kan forklare hans død.
Da Louise havner i Mozambique, finder hun en pige, som kendte Henrik godt, og som kan fortælle hende noget om, hvordan han forsøgte at være med til fortælle omverdenen om visse vestlige medicinalfirmaers udnyttelse af aidssyge i Afrika. Den snigende uhygge kryber ind på læseren og den rystende Louise, som mærker, at farer lurer alle vegne, og det er svært at skelne kynikere og idealister fra hinanden.

Dette er en spændingsroman, der har noget på hjerte. Den problematiserer hvide menneskers opførsel i Afrika, og den giver en trøstesløs og sørgelig beskrivelse af det store kontinent.
Personskildringen er i top. Man føler med Louise, der har mistet så meget, og håber, hun finder flere skår til opklaringsarbejdet. Vi får noget af gådens løsning, men ikke det hele, og spændende, det er historien om Louise og Henrik.
For alle, der foruden at være godt underholdt, ønsker vitaminer til hjernen.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar