Inspiration » Litteratur » Vindens skygge

Vindens skygge

Vindens skygge

Af Ruiz Zafón, Carlos
En ekstremt velskrevet bog med mange sproglige finurligheder, som virker overraskende og gør læsningen ekstra fornøjelig.


Anmeldt af Mikael Graaberg.

'Vindens skygge' er en spændingsroman, som foregår i Spanien omkring 2. verdenskrig.
Handlingen er henlagt til Barcelona, og i bogen følger vi drengen Daniel. Daniels mor er død, og han bor alene sammen med sin far. Faren ejer en antikvarboghandel.

En dag tager faren Daniel med til et hemmeligt sted i Barcelona: De Glemte Bøgers Kirkegård. Kirkegården er et gigantisk bibliotek med tonsvis af bøger. Daniel skal vælge én bog blandt de mange, som han skal beholde resten af livet. Denne bog vil få afgørende betydning for hans liv. Daniel vælger bogen 'Vindens skygge' af forfatteren Julían Carax. Efter at have læst bogen, bliver Daniel besat af at få mere information om Carax' liv.

Det viser sig at Carax er en særdeles gådefuld forfatter, og først efter en længere årrække kommer Daniel bagom facaden på Carax. Det viser sig at Carax er død under mystiske omstændigheder, og samtidig opererer de nærmeste personer omkring ham med en skjult dagsorden.
Personerne i Carax' liv bliver efterhånden lige så vigtige som personerne i Daniels eget liv, og langsomt vikles Daniels liv ind i Carax'. Samtidig lærer Daniel også kærligheden at kende, og må erkende, at den både kan henrykke og gøre særdeles ondt.

Bogens absolutte styrke er fortællingens bipersoner. Alle bipersoner står beskrevet, så man tydeligt ser dem for sig. Jeg har sjældent læse en bog, hvor forfatteren har lagt så mange kræfter i at beskrive persongalleriet. Jeg vil især fremhæve Fermín; den tigger som Daniel hjælper på rette fod igen. Fermín er en livlig person med appetit på kvinder og god mad. Han fungerer som Daniels side kick, og hans anarkistiske og underfundige person tilfører fortællingen et særdeles underholdende element.

Det meste af bogen foregår under Francostyrets diktatur. Fascismen stikker sit hæslige ansigt frem med jævne mellemrum personificeret i politiinspektør Fumero. Fumero er en koldblodig morder, som misbruger sit embede til at udøve vold, tortur og afpresning efter behag. Han har en evne til at dukke op på de mest ubelejlige tidspunkter og er på nakken af Fermín.

I kulisserne lurer også manden med det forbrændte ansigt, som vil gå meget langt for at få fat på Daniels eksemplar af 'Vindens skygge'.

'Vindens skygge' er yderst spændende. Det er en af den slags bøger, som man læser i ved enhver given lejlighed. Langsomt oprulles omstændighederne bag Carax' liv, og det viser sig at alting ikke er, hvad det foregiver at være. Bogen har krimigådens basale spændingselement, og samtidig krydser den indover andre genrer som kærlighed og historiske romaner.

Zafón har forfattet en ekstremt velskrevet bog med mange sproglige finurligheder, som virker overraskende og gør læsningen ekstra fornøjelig.
Jeg anbefaler bogen på det varmeste.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar