Inspiration » Litteratur » Adolf

Adolf

Adolf

Af Moers, Walter
En grov, satirisk og provokerende fortælling om Adolf Hitlers liv efter II Verdenskrig.


Anmeldt af Mikael Graaberg.

Adolf Hitler er ikke død, men lever i bedste velgående! Den tyske forfatter og tegner Walter Moers har i sin tegneserie 'Adolf' genoplivet selveste Adolf Hitler. Adolf overlevede 2. verdenskrig ved at gemme sig i kloakkerne, og dukker nu op igen i vores tid. Dette kunne måske lyde som begyndelsen til et historierevisionistisk eventyr skrevet af højreradikale. Kære læser, det er det langtfra. Tværtimod, så er den Adolf vi møder i Moers tegneserie en lille ynkelig mand, som bliver udnyttet af alt og alle. Historien er en lang perlerække af sjove optrin. Verden er jo totalt forandret i forhold til sidst Adolf var oven over jorden. Meget af humoren i 'Adolf' er Adolfs møde med moderne begreber og ting, som han imødegår med sin totalt forældede forestillingsverden.

Ofte løber Adolfs velkendte raseri af med ham, hvilket medfører nogle groteske situationer. Bl.a. da Adolf kommer til Japan og bliver frustreret over sine tidligere allieredes ringe krigsindsats. Adolf muterer til en Adolfzilla og hærger en hel by. På et andet tidspunkt møder Adolf sin gamle ven Göring. Adolf bliver afhængig af crack, og da han får kraftige abstinenser, kommer han ved et uheld til at kvæle Göring.

Moers' tegneserie overskrider en del tabuer, bl.a. ved selve grundidéen om at gøre alle tiders største diktator til en humoristisk hovedperson. Desuden bliver Adolf taget i røven, både i overført betydning og bogstaveligt. Moers serie er også en satire over vores moderne samfund, som han fremstiller som overfladisk og kynisk.

Tegnestilen i Moers serie er selvfølgelig stærkt karikeret. Moers fortæller i indledningen til tegneserien, at han valgte at lave serien, fordi Hitler var så let at tegne. Det kræver faktisk kun 6 små kruseduller, og vupti har man en spøjs version af den store tyran.

Tegneserien henvender sig til alle, som holder af parodier på diktatorer. Tyranner er jo ofte latterlige i sig selv, og derfor er det jo ekstra sjovt, når nogen gør grin med dem.

Lån den på biblioteket


Hvad synes du?

Avatar