Inspiration » Litteratur » De priviligerede
De priviligerede
Af Whedon, JossMageløst mutant mesterværk af skaberen af Buffy.
Anmeldt af Michael Mogensen.
Tegneserie. Superheltegruppen Astonishing X-men trues udefra af den gådefulde Ord og indefra af medlemmernes forskellige reaktioner på nyheden om en kur mod mutantgenet.
Anmeldelse:
Skaberen af Buffy har skrevet en vidunderligt illustreret x-men saga af den gamle skole; dramatisk og humoristisk men først og fremmest med kærlig og respektfuld forståelse for figurerne og universet.
X-men er mange ting. Det er tegneseriehistorie, det er et ikon for en genre, det er et miniunivers i marveluniverset med umådelige mængder af forskellige titler, historier og personer med en kontinuitet siden 1963 der for den uindviede kan og vil virke uoverskuelig. Og så kom Joss Whedon, der efter tv-successer som Buffy og Angel, kastede sig over tegneserierne. I samarbejde med vel en af genrens bedste tegnere John Cassaday har han skabt endnu en x-men serie, men denne gang aldeles løsrevet fra den kontinuitet og de crossovers og megaevents marveluniverset er både elsket og hadet for. Den hviler i sig selv og får tid og lov til at udvikle sig på sine egne præmisser.
Disse 4 udgivne albumssamler de efterhånden legendariske 25 numre han skrev inden faklen blev givet videre.
Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, men der er både historier om den klassiske mutantproblematik, meget emotionelt personlige fortællinger, og naturligvis et storslået rumeventyr. De skal dog læses i rækkefølge, da der er fortløbende plots.
X-men har altid været karakterdrevet, de er en ”familie”, og personkarakteristik, og ikke mindst dialog og interaktion er en ligeså drivende kraft som selve deres oplevelser. Det har mange andre nyere forfattere overset eller fået galt i halsen. Joss Whedon forstår det. Dette er X-men som i de gode gamle dage, tilbage til rødderne men på samme tid både tidløst og nutidigt. Han skærer alt overflødigt væk og arbejder med de elementer der er essensen af X-men.
Det der gør ham til en overlegen forfatter, for det beviser han virkelig her, er at han til fulde mestrer seriens vigtigste virkemidler, humoren og det store (melo)drama. Han benytter dem på de rette tidspunkter, så ingen af dem virker kunstige, forcerede eller konflikter med hinanden. Humoren er intelligent, og dramaet storslået, medrivende og bevægende.
Et par af skurkene fungerer ikke 100 % og et enkelt plot er ret uoriginalt, men det er kun små skønhedspletter på en ellers fabelagtig forfatterpræstation.
Det er ikke en serie der dybdemæssigt har noget særlig analyse- og tolkningsmæssigt potentiale, som eks. Watchmen eller Sandman, men inden for de præmisser og rammer som det mere mainstream X-men univers benytter er dette intet mindre end et mesterværk. Jeg vil til hver en tid mene at denne serie er oppe i samme liga som Chris Claremont og John Byrnes berømte X-men fra slut 70’erne, og måske endda over Grant Morrisons eksperimenterende og dekonstruerende New X-men.
John Cassadays artwork kræver absolut også et par bemærkninger. Det er ikke fordi andre traditionelle X-men tegnere som Jim Lee eller Joe Madueira er dårlige. John Cassady er bare så meget bedre. Hans nærmest fotorealistiske, dynamiske og komplekse tegninger er ganske enkelt det bedste jeg har set i en X-men serie. Han fanger næsten perfekt alt fra baggrunde og actionscener til udtryksfuld ansigtsmimik. Det er absolut i en klasse for sig.
For læsere af superheltegenren er dette ikke blot en opfordring. Jeg vil vove pelsen og sige at det er det bedste X-men der er blevet skrevet i over 20 år. Det er ganske simpelt obligatorisk læsning.
