Om biblioteket » Regler
1. Låneret og lånerkort
Bibliotekets forskellige tilbud kan benyttes af alle. Det er gratis at låne materialer på biblioteket. Der kan i særlige tilfælde opkræves depositum.
For at blive låner skal man henvende sig personligt på et af Herning Bibliotekerne og blive registreret som låner. Legitimation skal medbringes i form af sygesikringsbevis, kørekort eller andet, der er udstedt af offentlige myndigheder og indeholder CPR-nummer.
Sygesikringsbeviset anvendes som lånerkort. Der kan mod forevisning af gyldig legitimation udstedes et alternativt lånerkort, hvis sygesikringsbeviset ikke ønskes anvendt. Ethvert lån er personligt. Der må kun lånes på eget sygesikringsbevis eller lånerkort.
Af sikkerhedsmæssige grunde skal pinkode anvendes sammen med sygesikringskortet/lånerkortet ved benyttelse af selvbetjeningsautomater, ved reservering og fornyelse, og når låneren ønsker at se lånerstatus på www.herningbib.dk. Pinkode anvendes desuden i forbindelse med en række virtuelle services.
Pinkoden består af 4 cifre efter eget valg. For at få en pinkode kræves personligt fremmøde.
Er det nødvendigt at udstede et erstatningslånerkort eller er sygesikringskortet/lånerkortet glemt, betales et gebyr.
Bortkommer sygesikringsbeviset/lånerkortet skal det hurtigst muligt meddeles biblioteket. Herefter spærres der for yderligere lån på kortet, så misbrug kan forhindres.
Der udstedes særlige lånerkort til institutioner o.lign.
2. Lånetid
Lånetiden er normalt 4 uger. Visse materialetyper har en kortere lånetid.
Lånetiden kan forlænges, hvis materialet ikke er reserveret af andre lånere.
Hvis låneren selv via bibliotekets hjemmeside ønsker at forlænge lånetiden den dato, hvor lånetiden udløber, skal det ske inden for bibliotekets åbningstid.
Forlænges lånetiden for et materiale, betragtes det som et nyt lån.
Rettidig aflevering sker senest på afleveringsdatoen og inden for bibliotekets åbningstid. Låneren er ansvarlig for, at aflevering sker rettidigt.
3. Reservering
Udlånte materialer kan reserveres. Der gives besked, pr. post, mail eller sms, når materialet er hjemkommet.
4. Registrering af lån
Alle udlån og afleveringer edb-registreres. Ved udlån udskrives en kvittering, der viser, hvad der er lånt, og hvornår det lånte skal afleveres. Ved aflevering udskrives en kvittering, der viser, hvad der er afleveret. Kvitteringen er dokumentation for, at lånte materialer er afleveret. Oplysninger om det enkelte udlån slettes senest 4 uger efter aflevering. Ved udlån efter særlige serviceordninger kan registrering med lånerens skriftlige samtykke opretholdes i op til 5 år efter aflevering.
Bibliotekets materialer er tyverisikrede.
5. Ansvar for det lånte
Låneren er ansvarlig for de lånte materialer. Inden lån foretages, skal låneren sikre sig, at evt. fejl eller mangler ved det lånte materiale noteres af bibliotekets personale. Hvis materialer beskadiges eller bortkommer, skal der betales erstatning. Erstatningsprisen vil normalt være bibliotekets aktuelle indkøbspris med et tillæg til klargøring. Biblioteket kan kræve alle enheder erstattet af et flerbindsværk, hvis de enkelte enheder ikke kan købes enkeltvis.
Biblioteket har ingen erstatningspligt, hvis biblioteksmaterialer ændrer/ødelægger låners udstyr.
6. Udelukkelse fra at benytte biblioteket
Lånere kan udelukkes fra at bruge biblioteket, hvis det forekommer, at lånte materialer gentagne gange ikke afleveres, eller afleveres i beskadiget stand. Udelukkelsen vil blive meddelt skriftligt med 7 dages varsel.
Brugere, der ikke respekterer god ro og orden eller ikke følger personalets anvisninger, kan bortvises fra biblioteket.
7. Regning
Når lånetiden for materialer er overskredet med 6 uger, anses materialerne for bortkomne, og regning på erstatningsbeløbet plus gebyrer udsendes. Materialerne kan herefter afleveres og erstatningsbeløb tilbagebetales inden for en periode på 5 måneder. Efter dette tidspunkt kan aflevering af materialer og tilbagebetaling af erstatning kun ske i særlige tilfælde.
8. Påmindelse
Lånere kan ved at tegne et abonnement få meddelelse pr. mail eller sms 2 dage før lånetidens udløb.
9. Ikrafttrædelse
Den 1. oktober 2008.
Vedtaget i Byrådet i Herning Kommune den 16. september 2008.

