Om dette arrangement

Tid
9:30 - 10:30
Pris
Gratis
Target
Voksne
Foredrag
Litteratur

HerLitt: Jesper Stein - UDSOLGT

13.11.21
Om "Rampen"

DER ER DESVÆRRE IKKE FLERE BILLETTER, MEN DET ER MULIGT AT KOMME PÅ VENTELISTE.

Mød dette års vinder af ”Læsernes Bogpris”, Jesper Stein, hvor han vil fortælle om sin personlige og hudløst ærlige selvbiografiske roman, ”Rampen”, der beskriver en kernefamilie og dens opløsning, om bristede håb, svigt og druk, men også om stor kærlighed og længsel efter samme.

Efter seks anmelderroste krimier bag sig, udkom i 2020 den selvbiografiske roman ”Rampen”, der handler om forældrene og deres skilsmisse og om at stå ung og fortumlet i det kølvand af svigt og alkoholmisbrug, som bruddet trak efter sig. Litteraturanmelder, forfatter og gymnasielærer Finn Stein Larsen forlader efter 29 års ægteskab sin kone til fordel for en elev. I hjemmet på Rampen i Risskov står reolerne gabende tomme, og den unge Jesper Stein er ladt alene tilbage med en fortvivlet, bitter og bedøvet mor, der kræver hans uforbeholdne loyalitet. Han kommer i klemme mellem forældrene og lever et dobbeltliv udadtil som den festende pigeglade dødspilot og indadtil som sjælesørger for sin mor i en relation, der er grænseoverskridende tæt. Skilsmissen forandrer alles liv radikalt og sætter sit præg på dem i årtier efter – for forældrenes vedkommende helt frem til deres død.
Hovedparten af romanen foregår i årene 1981-83 i Risskov, men den fører også læseren tilbage til forældrenes opvækst i Esbjerg i slutningen af 1920’erne, og frem til deres endeligt i Aarhus i 2010’erne. Rampen er fortalt og sat i scene af den voksne forfatter, der gennem livet har gjort sig sine egne erfaringer med at svigte, blive skilt og drikke sig væk fra det smertefulde i livet. Den kan læses som et forsøg på at forstå og forlige sig med fortidens svigt og finde fred med forældrene og med sig selv.

Jesper Stein er født 1965 i Aarhus. Han er uddannet journalist og har blandt andet arbejdet som kriminal-reporter og litteraturjournalist. Han debuterede som forfatter i 2012 og har skrevet i alt seks krimier om Axel Steen. Han vandt De Gyldne Laurbær i 2015 og Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi i 2019. Rampen vandt Læsernes Bogpris 2021.

Arrangementet er en del af bibliotekets litteraturfestival HerLitt. Det er gratis af deltage i alle HerLitt-arrangementer. Der udbydes et begrænset antal billetter til foredragene. Det er nødvendigt at have hentet en adgangsbillet på forhånd.

Klik her for at komme på venteliste >>

BEMÆRK: Alle på venteliste får tilbudt ledige pladser samtidig, så det er først-til-mølle.

Om HerLitt
Fra den 12.-20.november 2021 slår Herning Bibliotekerne igen dørene op til et brag af en litteraturfest, når vi inviterer alle – store som små – til at fejre læsning, kreativitet og den gode fortælling ved den årlige litteraturfestival HerLitt.
Læs mere om HerLitt her >>

Se alle arrangementer til HerLitt 2021 her >>

Materialer