Om dette arrangement

Tid
14:00 - 15:00
Pris
Gratis
Target
Voksne
Foredrag
Litteratur

HerLitt: Jesper Wung-Sung - UDSOLGT

13.11.21
Om "Kvinde set fra ryggen"

DER ER DESVÆRRE IKKE FLERE BILLETTER, MEN DET ER MULIGT AT KOMME PÅ VENTELISTE.

Jesper Wung-Sung har i sit forfatterskab ofte beskrevet forskellige faser af den mandlige tilværelse med humor og fintfølende realisme, lige fra drengeverdenens magiske lege, over ungdommens drengerøve med druk og hærgende hormoner til voksenlivet med genvordighederne i parforhold og en lurende afmagt. Til HerLitt vil Jesper Wung-Sung fortælle om sin seneste udgivelse, ”Kvinde set fra ryggen”, hvor han går bagom maleriet og ind i kvinden Ida Ilsted, der blev gift med en af Danmarks mest berømte malere Vilhelm Hammershøi, og var genstandsmotiv for adskillige af hans værker. Romanen skildrer i levende billeder Idas liv fra ung pige til hustru og hendes søgen efter forståelse for sin identitet som model og følgesvend på Hammershøis mange rejser rundt om i verden.
På usikre fødder træder Ida ind i en ukendt verden af museer, kunstnerkredse og udenlandsrejser. Hun følger sin mand i tykt og tyndt, mens han fortsætter med at male billeder, som kun en snæver kreds af mennesker forstår og værdsætter. De rejser efter motiver. De flytter ind i gamle lejligheder, der kan tjene som rum for malerierne. Ida er gift med et menneske, der kun vil én ting her i tilværelsen: at male. Hun bliver Vilhelms livsledsagerske og foretrukne model. I maleri efter maleri, år efter år, står og sidder hun model for sin mand. Ida slås med sin rolle og sit sind. Indimellem må hun få luft ved at råbe højt og lade porcelænet flyve gennem de tomme stuer. Derefter står hun igen ubevægelig som model.

Portrætterne af en rygvendt kvinde med blottet nakke i et tomt rum bliver Vilhelm Hammershøis mest yndede og berømte motiv. Han oplever en stigende anerkendelse og popularitet frem mod sin tidlige død i 1916, og det maleriske tema varieres gang på gang med Ida som den tålmodige genstand anbragt inden for kridtstregerne på gulvet. Et liv i rygvendt tosomhed.

Jesper Wung-Sung har skrevet både noveller og romaner, børne- og ungdomsbøger samt et filmmanuskript. Han debuterede med ”To ryk og en aflevering” i 1998 og har siden vundet en stribe af litteraturpriser, bl.a. Bogforums Debutantpris, 1998, Kulturministeriets børnebogspris, 2010, De Gyldne Laurbær, 2017, Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger, 2019. Silas Prisen, 2019.

Det er gratis af deltage i alle HerLitt-arrangementer. Der udbydes et begrænset antal billetter til foredragene. Det er nødvendigt at have hentet en adgangsbillet på forhånd.

Klik her for at komme på venteliste >>

BEMÆRK: Alle på venteliste får tilbudt ledige pladser samtidig, så det er først-til-mølle.

Om HerLitt
Fra den 12.-20.november 2021 slår Herning Bibliotekerne igen dørene op til et brag af en litteraturfest, når vi inviterer alle – store som små – til at fejre læsning, kreativitet og den gode fortælling ved den årlige litteraturfestival HerLitt.
Læs mere om HerLitt her >>

Se alle arrangementer til HerLitt 2021 her >>

Materialer