Corona-info:
Bemærk, at nogle arrangementer er aflyst og andre flyttet online.
Læs mere om forholdene for dette arrangement herunder.

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 20:30
Pris
100 Kr
Target
Voksne
Litteratur

Forfatteraften: Ib Michael

18.05.21
Eventyrets digter i mere end 50 år

Herning Bibliotekerne er glade for at kunne byde velkommen til en spændende aften i selskab med Danmarks mester af magisk realisme, forfatter Ib Michael. 

I samtale med bibliotekar Tina Daugaard vil Ib Michael bl.a. fortælle om et liv fyldt med eksotiske rejser og en livslang fascination af det magiske og eventyrlige. En fascination, der har sat tydeligt aftryk i Ib Michaels omfangsrige forfatterskab, herunder også den seneste roman om Lucy, der udkom i 2020. 

Ib Michael debuterede som forfatter i 1970 med romanen "En hidtil uset drøm om skibe" og har efterfølgende skrevet over 30 romaner og rejseskildringer. Sidste år kunne Ib Michael fejre sit 50-års forfatterjubilæum og udkom med den anmelderroste roman "Sandheden om Lucy".

Mere end nogen anden er Ib Michael eventyrets digter i ny dansk litteratur. Hans bøger er eventyrlige beretninger om udlængsel, eksotiske rejser og mirakuløse sammentræf. Der er både dramatiske handlinger og sanseligt billedrige beskrivelser. Samtidig er Ib Michaels fortællinger fulde af konkret virkelighed, forankret i tid og sted og fyldt med farve og liv, hvad enten de foregår i middelalderen eller atomtiden, i Latinamerika, Kina eller Roskilde.

Ib Michael er født i Roskilde i 1945. Han har i årenes løb modtaget en lang række priser, bl.a. Otto Gelsted-prisen 1978, Henrik Pontoppidans Mindefond 1987, Weekendavisens Litteraturpris 1989, De Gyldne Laurbær 1990, Kritikerprisen 1991, Søren Gyldendal Prisen 1993, Det Danske Akademis Store Pris, 1994 og Danske Banks Litteraturpris. 

Bemærk: 
Grundet gældende Covid-19-restriktioner udbydes i første omgang kun et begrænset antal pladser. Vi tilpasser naturligvis billet-antallet løbende. 

Du kan sikre dig en billet til arrangementet her >>

Pris: 100 kr. inkl. kaffe/te.

Materialer