Afdelingsleder til Borgerservice i Herning Kommune

Af Herning Kommune

Herning Kommune søger ny afdelingsleder af Borgerservice. En leder der er en nærværende, social og synlig personaleleder og som har blik for de mange forskellige fagområder og detaljer, der kendetegner Borgerservice som arbejdsplads. En leder der evner at holde fokus på, at vi er til for borgerne og skabe en organisation, der understøtter den bedst mulige løsning på borgernes henvendelser.

Du træder ind i en afdeling, der er velfungerende og som består af 20 engagerede og kompetente medarbejdere fordelt på to teams med faglige koordinatorer for begge.
Borgerservice i Herning Kommune er den fysiske indgang til Herning Kommune og kommunens centrale telefonomstilling. Vi løser opgaver inden for et bredt felt, der bl.a. omfatter folkeregistrering, pas, kørekort, sygesikring, MitID, vielser og Digital Post.

Borgerservice og Herning Bibliotekerne fusionerede i 2022 og er en del af forvaltningen By, Erhverv og Kultur, som er en lille dynamisk forvaltning, der målrettet arbejder på at Herning Kommune skal være et godt sted at drive virksomhed, arbejde, studere – alt i alt et godt sted at LEVE.

Afdelingsleder i Borgerservice refererer til Biblioteks- og Borgerservicechef, Pernille Schaltz.