Glædelig genbrugs-jul

Nu nærmer julen sig og vi glæder os til en masse hygge med familie og venner, gaver og masser af god mad. Det er dejligt og tiltrængt i den mørke tid.

Men julen betyder også et stort ekstra ressourceforbrug, som medfører en ekstra belastning af miljø, natur og økonomi.

I julemåneden producerer vi fx 24% mere affald, og hver husstand bruger i gennemsnit 5.500 kr. mere end i årets andre måneder. Samtidig oplever hver 5. dansker at julemåneden er stressende. 

Men sådan behøver det ikke at være! Vi kan sagtens have en dejlig jul, hvor vi skruer lidt ned for forbruget og samtidig passer på miljøet, naturen og os selv. 

I denne udgave af GRØN HverDag får du tips og idéer til en ægte GENBRUGS-JUL   

Glædelig (genbrugs-)jul til alle! 

 

Julegaver med mindre stress og mere genbrug

 

Skru ned for julegaverne

Overvej om du kan finde alternativer til at købe endnu flere ting, som vi måske i virkeligheden ikke rigtigt har brug for.
Giv fx i stedet oplevelser, samvær eller en hjælpende hånd til dine nærmeste.
Mon ikke der er familiemedlemmer, der vil blive glade for at få foræret en teatertur, en god middag, en dag med havearbejde, en cykelreparation, en koncertbillet istedetfor endnu en ting til hjemmet? 

Giv det videre

Overvej at give ting videre, som du har liggende og aldrig bruger, men som andre kan få glæde af, f.eks. en bog du har læst. På den måde bliver din gave også langt mere personlig. 
Du kan jo også overveje at give en kasseret bog fra bibliotekets bogsalg: 

Juleshop i din lokale genbrugsbutik

Der er masser gode og originale ting i genbrugsbutikkerne. Og du er (næsten) sikker på, at der ikke er andre, der kommer med den samme gave. Det er billigt og meget mere personligt!

Gør det selv

Har du overskud kan du selv lave gaver af genbrugsmaterialer.
Er du lidt fiks på fingrene kan du lave de skønneste ting af genbrugsmaterialer.
Det er også sjovt at lave genbrugsgaver sammen med børnene. 

Køb grønne produkter

Hvis du køber gaver, så kan du overveje at vælge de produkter, der er fremstillet af genbrugsmaterialer eller på anden måde er ”grønne valg”. 

LINK: Tip til at undgå stress i julen

Keep it simple

Sæt fokus på samvær og hygge i julen og fokusér mindre på, hvor mange julegaver eller hvor meget ny pynt der er i hjemmet. På den måde passer du både på dig selv, på naturen og sparer penge! 
Det er ren win-win-win!

HUSK

  • Genbrug julepynten fra år til år fremfor at købe nyt hvért år.
     
  • Pynt med ting fra naturen, stedsegrønne grene, mos, røde æbler og appelsiner. 
     
  • Pynt sjovt og festligt op med julepynt fra genbrugsbutikken. 
     
  • Lav julepynt af genbrugsmaterialer.