IDEfabrikken

En uddannelse i kulturelt iværksætteri for 9-13 årige på Herning Bibliotekerne

Har du hovedet fyldt af ideer til fede events for dig og dine kammerater??
Har du lyst til at lære, hvordan du får ideerne til at blive til virkelighed og biblioteket til at boble af energi?
… så SKAL du læse videre her!

IDEfabrikken er et tilbud for dig, der får vilde idéer, er super god til at tegne plakater, har lyst til at arbejde med lyd/lys/sceneopbygning, lave video, sætte stole op, lave popcorn eller skrive en god historie til bibliotekets hjemmeside. 

IDEfabrikken er et fællesskab, hvor du møder nye kammerater, der brænder for det samme som dig – og en uddannelse, hvor du får mulighed for at være med på rigtig mange seje oplevelser og opgaver.

Nyt hold i uge 42
I uge 42 starter vi et nyt hold IDEfabrikanter op.
Undervisningen begynder alle tre dage klokken 10 og slutter klokken 15.

Mandag er der fokus på, hvordan vi får ideer – og hvordan vi vælger de allerbedste ud og gør dem til virkelighed.
Tirsdag arbejder vi konkret med at videreudvikle mandagens eventideer – hvad skal der til rent praktisk, for at få eventen op at stå? Hvordan bliver vi gode værter? Hvordan fortæller vi om vores event, så der også kommer nogen og deltager?
Onsdag skal IDEfabrikken være med til at afvikle et gaming-event i biblioteket, hvor der selvfølgelig skal spilles … men hvor biblioteket også får besøg af en af de seje e-sportskommentatorer fra TV, Andreas ’Jern’ Thomsen.

Uddannelsen og alt det bagefter
Uddannelsesforløbet varer tre dage, hvor du lærer en masse om at få ideer og gøre dem til sjove events for dig og dine jævnaldrende.
Men det allerbedste er, at IDEfabrikken slet ikke slutter efter de tre dage. Som uddannet IDEfabrikant vil du nemlig blive inviteret med til at lave nye tilbud og oplevelser på biblioteket lige så længe, du gider!Det er gratis at deltage i IDEfabrikken. Du får en sej T-shirt, diplom, undervisning, og en masse oplevelser.

Om vores forventninger til dig
For at få det sjovt i IDEfabrikken skal du have lyst og evne til at arbejde sammen med andre. Og du skal kunne deltage alle tre dage.

Tilmelding senest 7. oktober
Er IDEfabrikken noget for dig, skal du tilmelde dig på formularen herunder. Sidste frist for tilmelding er søndag 7. oktober 2018.

Vil du samarbejde med IDEfabrikanterne?
Hvis du som voksen sidder og tænker, ”de der unge idemagere vil jeg godt nok gerne samarbejde med”, så er det også muligt. For selv om IDEfabrikanterne bliver uddannet på Herning Bibliotekerne og får deres gang i huset i Østergade, kan deres evner sagtens bringes i spil andre steder. For eksempel i en ideproces, hvor aldersgruppens perspektiv er interessant, en formidlingsopgave vinklet ”i børnehøjde” eller en praktisk afvikling, hvor det giver mening at inddrage IDEfabrikanterne.
I første omgang kræver det, at du gør dig nogle tanker og tager kontakt til IDEfabrikkens ”værkfører”. Så laver vi sammen en beskrivelse af opgaven.

I denne lille film, kan du også se mere om IDEfabrikken:

 

Hvis du vil vide mere
Kontakt:
Lene Sejerkilde
Formidler & værkfører på IDEfabrikken
biblse@herning.dk // 24 80 07 25

Hvis du vil se, hvad du har lånt, reservere bøger eller redigere din brugerprofil, skal du være logget ind.
Hvis du ikke er oprettet som bruger, kan du oprette dig her, eller du kan blive oprettet på biblioteket.

Søgefelt