DR Romanprisen 2018

Litteratursiden og DR har valgt de seks danske romaner, der skal kæmpe om DR Romanprisen 2018

De seks nominerede forfattere, hvis bøger er fundet blandt flere hundrede, beviser for alvor, at der er rigtig mange måder at skrive fantastiske romaner på.

Maren Uthaug: Hvor der er fugle
Medrivende slægtsroman fra et vindblæst Norge om blodskam, familiehemmeligheder, ulykkelig kærlighed og længslen efter et andet liv. Maren Uthaugs nye slægtsroman udspiller sig på Norges vestkyst i første halvdel af det 20. århundrede på et afsidesliggende fyrtårn i den lille landsbyflække Uthaug og i Amerika. Romanen følger en families skæbne præget af hemmeligheder, svig og ulykkelig kærlighed. Historien begynder langsomt, men snart går det op for læseren, at alt ikke er som først antaget, når der skiftes fortællevinkel flere gange undervejs i handlingen. Romanen byder på en medrivende og stærk læseoplevelse, der, som en anden Pandoras æske, folder sig mere og mere ud, efterhånden som man graver sig ned i handlingen. Klik HER for at læse hele anmeldelsen og en analyse af bogen.

 

Jonas T. Bengtsson: Sus
Sus har et projekt. Hun forbereder sig på sin fars løsladelse, hun vil nemlig slå ham ihjel. Ingen kan som Bengtsson skrive om personer og miljøer fra Danmarks bagside. Sus er 19 år, men hun ligner ikke én, der er en dag over 12. Hun bor i blokken, hvor hun også er født og opvokset. Hendes storebror er kommet hjem fra Afghanistan med en granatsplint i hovedet, hendes far afsoner en dom, og hendes mor er død – det er derfor, hendes far sidder i fængsel, og dér sidder han sådan set godt. Dels fordi han mentalt er mere monster end menneske, og dels fordi Sus bruger al sin tid på at forberede hans endeligt, når han engang slipper ud. Og det gør han måske snart grundet god opførsel. Klik HER for at læse hele anmeldelsen og en analyse af bogen.

 

Agnete Friis: Sommeren med Ellen
Barsk barndom, burhøns, mobning og mord er bare nogle af ingredienserne i denne velkomponerede sammenkogte sommergryde.Jakob bliver en dag ringet op af en meget gammel grandonkel. En stemme fra en fortrængt fortid som beder om hjælp. Det er en - måske meget kærkommen - anledning for Jakob til at rejse tilbage til den egn i Jylland, hvor han voksede op. For Jakob står midt i en midtvejskrise; opbrud både i ægteskab og arbejde. Klik HER for at læse hele anmeldelsen.

 

Svend Åge Madsen: Af den anden verden
På 534 sider skildres intet mindre end hele skabelsesberetningen og den teknologiske udvikling. En imponerende, original og krævende kraftpræstation af Svend Åge Madsen. To vogtere, i noget der minder om en kz-lejr, indgår et væddemål om, hvad der vil ske, hvis man lader en flok mennesker, der har mistet alle erindringer og alt det, de har lært, vokse op uden tilsyn. Den ene er overbevist om, at de vil kvæle hinanden, og at det vil blive en verden i total kaos. Men han taber væddemålet, for i løbet af de cirka 60 år, historien strækker sig over, opstår et samfund som fungerer, og hvor de forskellige personer og deres efterkommere finder deres roller, lærer at arbejde sammen, og hjælpe eller modarbejde hinanden. Klik HER for at læse hele anmeldelsen.

 

Jesper Wung-Sung: En anden gren
Personlig, gribende og velskrevet slægtshistorie fyldt med atmosfære og fortalt med stor indlevelse i et sansemættet og malende sprog. Forfatteren skriver om sine oldeforældre i denne utrolige kærlighedshistorie. I 1902 ankommer San Wung Sung sammen med en flok kinesere til København for at blive udstillet i Tivoli. Blandt tilskuerne er Ingeborg, der forelsker sig intenst i den unge kinesiske mand trods kulturforskelle og sprogbarrierer. Det er en roman om at turde følge sit hjerte, selv om parret kommer til at betale en høj pris for deres kærlighed. Det er ikke en rosenrød kærlighedshistorie, men historien om at holde fast i kærligheden trods fordomme, trængsler og ydmygelser. Ikke mindst er det historien om en modig og selvstændig kvinde. Klik HER for at læse hele anmeldelsen.

 

Kamilla Hega Holst: Rud
Kamillla Hega Holst viser nye sider af sit forfattertalent i dette uhyggelige og veldrejede familiedrama. Det er foruroligende, ret syret og uhyre godt skruet sammen. RUD er en usædvanlig flot bog, men er på ingen måde feelgood litteratur. Det fascinerende omslag leder både tankerne hen på kroppens linjer og blodårer og på rødder og stier i den plantage, hvor en fraskilt kvinde og hendes to børn opholder sig i et sommerhus, tæt på havet. Netop her i Asserbo plantage forsvinder Kaisas teenagesøn Malte, dagen før børnene skal hentes af deres far. De foruroligende illustrationer i bogen er en gengivelse af de spor, Malte har efterladt: En stor, dyster collage med billeder, kort, tekster og linjer, som Kaisa finder, da hun om natten bryder ind i Maltes anneks og overvældes af ildelugtende rester både fra naturen og fra drengens krop. Klik HER for at læse hele anmeldelsen.  

25.04.18