Hjemme-Makerspace

Af ani
08.02.21

Vinterferien banker snart på og normalt så inviterer vi indenfor i MakerSpace i ferierne, hvor vi elsker at have besøg af jer!
Men…i år er det desværre ikke muligt og derfor vil vi i stedet komme med forslag til aktiviteter I kan lave derhjemme.

Vi ved godt, I ikke lige har 3D printere og diverse robotter derhjemme, så vi har taget udgangspunkt i materialer, som vi tænker mange af jer kan finde i skuffer og skabe og i legetøjskassen. 


Duplo labyrint

Lav din egen duplo labyrint.
Alt du skal bruge er en stor duplo plade, duplo klodser samt en bordtennisbold.

Start med at placere en ind- og udgang til labyrinten med døre.
Sæt dernæst kanterne på labyrinten og lav til sidst indervæggene.
Gangene i labyrinten skal være på mindst 3 dupper for at det passer med, at en bordtennisbold kan komme rundt.
God fornøjelse med labyrinten.

P.s. Hvis I vil lave en sværere labyrint kan det gøres med almindelig legoklodser, en legoplade samt en lille glaskugle.


String Puppet

I kan bruge vinterferien på at lave sjove, kreative dyr og væsener, der kan bevæge sig. Nu skal vi nemlig lave STRING PUPPETS.
Vi bruger sugerør, fordi de er stive men samtidige bøjelige og hvis man klipper hul, så skaber man en svaghed, så det kan bøjes men hopper tilbage, når man giver slip.
Placering af hullerne bestemmer også, hvilken vej sugerøret bøjer og når I putter en snor igennem, kan I styre det - og herfra er det bare at slippe kreativiteten og fantasien løs.
 
I skal bruge: sugerør, snor, saks, tape, lim - og så de materialer, som I har til rådighed eller synes kunne være sjove at bruge.
 
Vi har lavet en snegl med øjne på stilke. Men hvad med at lave en kat? En vild blæksprutte? En dinosaur? 


HistorieRoulette

I kan nu skabe jeres egen historie og alt I skal bruge er dette stykke papir, en terning og noget at skrive med - og så enten tegneredskaber, en telefon eller andet til at forevige jeres historie.

I HistorieRouletten er terningekast med til at bestemme, hvordan jeres historie skal udfolde sig.

Terningen afgør, hvilken karakter eller figur, der skal være med, hvor historien skal foregå og hvad udforingen eller problemet skal være.

I kan enten selv finde på en masse sjove forslag eller bruge den udgave, hvor vi har udfyldt nogle af felterne og hvor I så selv bestemmer, hvilke skøre og vilde forslag, der skal være i de andre.

Man må gerne kaste med terningen flere gange, hvis der fx skal være flere forskellige karakterer med - og man må også gerne finde på sine helt egne.

Når I har fundet på en historie, kan I vælge at tegne den. Måske er den det næste kunstværk til stuen derhjemme?

Det kunne også være sjovt at indtale den som jeres egen lydbog. På iOS kan I indtale den i app’en Memoer og afspille den der eller tage den over i iMovie og redigere i den - og måske også tilføje nogle fede lydeffekter!
På Android kan I også optage historien på telefonens lydoptager og så finde en app, hvis I ønsker at redigere.
Og haps! - så har I hjemmelavet underholdning til den næste biltur.

I kunne også lave det til en animationsfilm, hvor I selv klipper figurer eller bruger hvad I har af legetøj og andet derhjemme. App’en Film-X Animation er super nem at bruge, så alle i familien kan være med.

Se et eksempel på en HistorieRoulette her eller hent en tom HistorieRoulette her som du selv kan udfylde.


Sugerørs-raketter

Lav dine egne sugerørs-raketter. Det er super nemt og du kan bruge raketterne til længdeskydning, højdeskydning, målskydning og alt muligt andet sjovt.

Husk sikkerhedsbriller hvis du og dine søskende skal skyde efter hinanden!
Selvom de er lavet af papir gør det stadig ondt at få en raket i øjet.