LitteraTUR i Landskabet

25.06.21

Er du 60+ og parat til at leve længere og sjovere, så hop med på Herning Bibliotekernes ”LitteraTUR i Landskabet - et Hold Hjernen Frisk-forløb”.
Vi starter onsdag d. 18. august – og det er selvfølgelig helt gratis at være med. 

Bliv en del af et fællesskab omkring natur, bevægelse og bøger

Videnskaben er klar: Intet er så godt for helbredet som venskaber, natur og motion for både hjerne og krop. Med det som afsæt vil Herning Bibliotekerne gerne invitere til et forløb med fokus på at forøge livskvaliteten hos seniorer. 

Forløbet er for Hernings seniorer, og det sætter fokus på fysisk og mental aktivitet gennem oplevelser med litteratur, natur, motion og socialt samvær. Programmet består af: 

  • NaTUR, hvor deltagerne guides gennem hedelandskabet og bliver klogere på det og på fortællinger fra området. 
  • Natur- og litteraturtræning, hvor sjov træning og aktiviteter i naturen blandes med litterære oplevelser.
  • Gå-en-bog, hvor deltagerne går ud i naturen i samlet flok og med en lydbog i ørerne.

Aktiviteter for krop og hjerne

Læsning opfattes ofte som en stillesiddende aktivitet, som man udfører alene, men ikke i det her forløb! Der er nemlig tale om en klub, hvor vi både skal læse, bevæge os og gå sammen. 

Forløbet henvender sig til seniorer med lyst til fællesskab, spændende litteratur og mod på en god gåtur med naturen som træningsredskab. Måske har du lige forladt arbejdsmarkedet eller er flyttet til byen for nylig? Måske har du bare lyst til at prøve noget nyt? 

Vi mødes onsdag formiddag i ugerne 33-39, og de ugentlige møder vil være fyldt med aktiviteter, livligt selskab og oplevelser for både krop, sanser og hjerne. Og selvfølgelig en god kop kaffe!

Tilmelding

Til dig som deltager er der ikke andre krav, end at du er 60+, kan holde ud at gå 4-5 km og har mod på at læse og lytte til litteratur sammen med andre. Du behøver ikke være en læsehest på forhånd.
Tilmeld dig telefonisk til Pia Damsgaard på tlf. 20690151 eller Liselotte Skovgaard Dremstrup på tlf. 20610460

Tilmeldingsfrist: Fredag d. 13. august, kl. 12:00.

OBS. Grundet afholdelse af ferie er det ikke muligt at ringe med henblik på tilmelding fra d. 6. juli til d. 28. juli. Her kan du i stedet sende en mail til bibpda@herning.dk med navn og telefonnummer.

Se de forskellige arrangementer i programmet her

Hvad er Hold Hjernen Frisk?

Hold Hjernen Frisk er aktiviteter, der er designet til at gavne både din krop og din hjerne.

De er udviklet i et samarbejde mellem DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Dansekapellet og Sangens Hus med støtte fra Nordea-fonden.

Læs mere om Hold Hjernen Frisk her