Pia anbefaler

3 danske forfattere

En af mine yndlingsforfattere er Kim Leine.
Kim Leine fik i 2018 Kronprinseparrets Kulturpris.
Hans evne til at skildre livet i en grønlandsk bygd gør, at jeg bliver helt opslugt af hans fortællinger og mindes min egen tid og oplevelser med det smukke fortryllende land mod nord.
Jeg vil varmt anbefale erindringsroman "Kalak" og romanen "Tunu".
Derudover har Kim Leine også forfattet børnebøger, som rammer lige ind i hjertet, især ungdomsromanen "Skovpigen Skærv", men også "Pigen, der kunne tale med hunde". Det er bøger der sætter spor og litterære oplevelser som ikke lige bliver glemt. Begge findes også som lydbøger på e-reolen.

En anden dansk forfatter, som har modtaget De gyldne laurbær, er Morten Ramsland for sin slægtsroman "Hundehoved". Denne bog og historien om "Sumobrødre" er morsomme og overraskende slægtsromaner, som giver en fantastisk læseoplevelse og et smil på læben.
Morten Ramsland har også udgivet børnebogen "Uhyrlige historier" (findes også på e-reolen), som indeholder 5 sjove og velskrevne fortællinger for børn og lidt for voksne. 

I 2016, 2017 og 2018 udkom Mich Vraa med trilogien "Haabet: 1787-1825", "Peters kærlighed: 1804-1854" og "Faith: 1665-1918". En trilogi om Dansk-Vestindien med en blanding af fiktion og autentisk fortælling.
De tre romaner er en vellykket trilogi. Når man først har læst ”Haabet”, så kan man ikke vente med at komme i gang med ”Peters kærlighed” og ”Faith”. Trilogien er yderst anbefalesværdig, både ”Haabet” og ”Peters kærlighed” er at finde som lydbog på e-reolen.

 
God læse-(lytte)lyst.
 

PS: Se også anbefalinger fra mine kolleger her

12.06.19