Opgøret med far og mor
De senere år er der udkommet en række litterære værker, hvor forfatteren bruger sit eget liv og barndom til at skabe en historie, der bevæger sig i krydsfeltet mellem virkeligt levet liv og så fiktionen. Disse romaner er af mange blevet kaldt for autofiktive, da romanernes handling ofte er så virkelighedsnær og selvfremstillende, at man som læser ”glemmer”, at fiktionen også er på spil.
Autofiktion som genre er uhyre populær, primært fordi læserne føler, at her fortælles en historie med nerve og vigtighed for forfatteren. Modtagelsen af romanerne har ofte skabt debat i medierne. For hvornår er en roman autofiktiv? Og hvornår er den ikke?
Romanerne der kan betegnes som autofiktive, får også tit andre mærkater på sig eksempelvis erindringsroman, dokumentarroman og biografisk roman. Det er svært at sætte romanerne i bås.
Tæt på forfatteren – fakta eller fiktion?
Karakteristisk for de autofiktive romaner som er udkommet de seneste par år er, at forfatteren skriver om sit problematiske og komplicerede forhold til sine forældre. Her kan eksempelvis nævnes Leonora Christina Skovs ”Den der lever stille”, Mathilde Walter Clarks ”Lone Star” og Birgithe Kosovic ” Det du ikke vil vide”. Jesper Steins ”Rampen” og Katrine Marie Guldagers ”Det samme og noget helt andet” er nogle af de autofiktive romaner, som har markeret sig i 2020 og 2021. Forfatter Glenn Bech har debuteret med en stærk roman om sin fars selvmord ”Farskibet”.
Mere om autofiktion
Hvis du gerne vil vide mere om autofiktion, så kan du på litteratursiden.dk læse artikler, der går i dybden med genren.
litteratursiden.dk/temaer/autofiktion
litteratursiden.dk/artikler/nogen-nedad-ballerup-boulevard-autofiktion-aerlighed-og-etik
