Forfatteren har denne gang skrevet en slags grotesk, ironisk fabel. Måske fortæller den om identitet, måske om at forståelsen for andre fremmer forståelsen for os selv og måske handler fortællingen om et undertrykkende samfundssystem. Et ikke umiddelbart forståeligt budskab er altid dejligt pirrende, men dens groteske, cirkel-snakkende replikker rører ikke for alvor mit hjerte eller min hjerne. Fem observatører har fået til opgave at studere de ekstremt fede beboere i en lille afsides dal. Det viser sig, at observatørerne alle har en navnesøster eller -bror blandt De Fede. De er "hinandens afskrækkende billede". Observatørerne opgiver snart at studere de fede, som tilsyneladende lever et lykkeligt og sanseligt liv, og skriver i stedet deres rapport på baggrund af stereotyper. Måske fordi de frygter at tilbundsgående studier vil afsløre, at de fede er ligesom dem selv? "Magten" styrer de fede ved hjælp af højtalerordrer eller skrivelser, og for at unddrage børnene Magtens disciplinering, gemmer de voksne dem i "Børneparadiset", som ikke er så paradisisk endda. Bogens sidste del rummer desuden en satire over rejseindustrien, med dens souvenir-gørelse af oprindelige samfund