I forhold til forfatterens tidligste (punkt)romaner, er der en helt eksplicit sammenhængende historien i bogen. Men forfatteren bekender sig stadig til, som bogens midaldrende forfatter, Julius, udtrykker det: "... at undgå ørkener, disse endeløse strækninger, hvis eneste formål er at forbinde vigtige poster i fortællingen". Historien bindes således ikke sammen af fortællende "strækninger", læseren bringes fra ét punkt til det næste ved at glide fra én persons synspunkt og tanker til den næste person. Persongalleriet består af forlægger Lars Hede, hans kone Anne og deres fælles barn. Annes papdatter, Amalie, Lars's gamle mor og den ikke mere så sælgende forfatter, Julius, er alle gæster i familien Hedes sommerhus ved en fjord et sted i Danmark. Idyllen brydes dog af og til på diskret vis. En udsultet ræv, hunden, som Amalie tvinger sure citroner i, kaniner der dør. Og ikke mindst den afghanske flygtning, Naseema, som har været udsat for tortur, og som føler sig halvkvalt under Annes kærlige vinger, mens hun venter på afgørelsen om hvorvidt hun kan blive i Danmark. Historien handler (naturligvis) om forholdet mellem virkelighed og prosa; et par indskudte forfatter-paranteser, minder os om, at dette her altså er fiktion. Romanen er en litterær og kompositorisk nydelse, men historien besidder desuden et drive, som gør den interessant for andre end litterære feinschmeckere