Det er nærmest et nutidigt kafkask mareridt fra det psykiatriske system i dagens Danmark, som Jacob Skyggebjerg beskriver. Man undres over lemfældigheden og uretfærdighederne i det beskrevne. Hvad der startede som en frivillig mentalundersøgelse bliver grundlaget for de følgende års flakken rundt mellem mistede jobs, knuste drømme og stemplet som psykisk syg. Mest fascineres man dog over nerven i sproget. Det er en beretning, som lever i kraft af sine litterære kvaliteter, og er meget mere og bedre end et privat partsindlæg