Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Doktor Ruth Galloway er specialist i knogler og træder derfor ofte hjælpende til, når politimyndigheden har brug for eksperthjælp. Og det har den, da der pludselig dukker en bunke menneskeknogler op på en byggeplads. Britisk og stemningsfuld krimi til alle der sætter pris på den fredeligere slags

Beskrivelse

Arkæologen Ruth Galloway blev introduceret i Pigen under jorden, og ikke blot kan man glæde sig til gensynet med den ca. 40-årige, let overvægtige knoglespecialist, men også dele af personkredsen og det særprægede landskab dukker op i denne fortsættelse, med tydelige referencer til bind 1. Ganske tydelige endda, efterhånden som singlekvinden Ruths graviditet bliver synlig. Under en større ombygning af et nedlagt katolsk børnehjem dukker både menneske- og dyreknogler op under gravearbejdet - hovedløse og tilsyneladende udsat for en rituel handling. Ruths tætte samarbejde med politimanden Harry Nelson bringer hende både i tvivl og i fare

Vurdering

Læseværdig, stemningsfuld krimi som træder i karakter med vidunderlige skildringer fra Saltmarsken og det enestående marsklandskab i Norfolk. Hovedpersonen med sin robuste statur, katten Flint og den særprægede omgangskreds er nem at holde af og giver læseren lyst til at læse mere. Det forholdsvis ublodige krimiplot giver plads til at udfolde historien om både Ruth og Nelson

Andre bøger om samme emne

 Vandlandet anbefales til dem der fascineres af landskabet. Krimilæsere vil sætte pris på Tavse skrig

Hvis du vil se, hvad du har lånt, reservere bøger eller redigere din brugerprofil, skal du være logget ind.
Hvis du ikke er oprettet som bruger, kan du oprette dig her, eller du kan blive oprettet på biblioteket.

Søgefelt