Lektørudtalelse

Forfatter: Merete Trap

Kort om bogen

Forsvunden kunst, forlist kærlighed og historiens vingesus. En spændende, historisk kærlighedsroman, der henvender sig til en bred læserskare, især kvinder der efterlyser "gode romantiske bøger"

Beskrivelse

Romanen kører i 2 spor. På et galleri i 1967 møder Odelle Bastien fra Trinidad, den unge Lawrie. Odelle arbejder hos den karismatiske gallerist Marjorie Quick, på hvis galleri Lawrie indleverer et gådefuldt maleri. Sandheden om maleriet findes i romanens andet spor, nærmere bestemt på et landsted i Spanien i 1936, hvor den unge, engelske Olive Schloss opholder sig med sine forældre. Her møder hun det spanske søskendepar Isaac og Teresa Robles, hvilket får vidtrækkende konsekvenser. Jessie Burton er forfatteren bag bestselleren Dukkemageren

Vurdering

En velskrevet fortælling om (ulykkelig) kærlighed, og historiens betydning for menneskers skæbne, også i de efterfølgende generationer. En roman som med udgangspunkt i forsvunden kunst, trækker tråde fra fortidens Spanien til tressernes London. Om lokalbefolkningens pres under den spanske borgerkrig, og ikke mindst, om hvordan kunst og kærlighed ikke altid kan og vil forenes. En varm fortælling, som rummer både romantik og spænding

Andre bøger om samme emne

Kan sammenlignes med andre velskrevne romaner med udgangspunkt i et kunstnerisk miljø. Her falder det nærliggende at nævne Pige med perleørering, men også Lucinda Rileys forfatterskab bør nævnes, fx Lavendelhaven

Hvis du vil se, hvad du har lånt, reservere bøger eller redigere din brugerprofil, skal du være logget ind.
Hvis du ikke er oprettet som bruger, kan du oprette dig her, eller du kan blive oprettet på biblioteket.

Søgefelt