Lines sommeranbefalinger

På en terrasse, med solen skinnende ind, havets brusen i ørerne og det klare, blå vand ret forude, når blikket løftes fra siderne.
Lige dér i det sydfranske, finder du mig, med benene slænget op på rækværket, et koldt glas et-eller-andet indenfor rækkevidde og en god stak bøger.
Det er i hvert fald drømmen, men ungerne og manden skal naturligvis også have min opmærksomhed. Mon ikke en god kombination er at finde.
Stakken af bøger på bordet bliver en blanding af nye selvindsigter, krimi og livsbeskuelser.
Jeg glæder mig for eksempel til at dykke ned i Matilde Trobecks spritnye udgivelse ”Du må gerne være irriterende. Fuck idealet” og få et kærligt spark bagi. En bog, der skal hjælpe os til at droppe ud af flinkeskolen, stå ved os selv, turde sige nej og være tro mod os selv.
Derudover kan jeg ikke vente med til at kaste mig over Kristina Ohlssons nyeste bind i krimiserien om aktivitetshandleren August Strindberg. Oh yes, du læste rigtigt, det hedder han rent faktisk! Bøgerne foregår på Hovenäset i Sverige og til trods for, at det er en spændende krimiserie, får jeg altid lyst til at besøge netop den del af Sverige, når jeg læser. Gør dig selv den tjeneste at læse første bind i serien først.
Sidst men ikke mindst har jeg længe tænkt på at få glæde af Morten Kirchhoffs ”Hvad er det bedste, der kan ske? Om at leve modigt”, da jeg er vild med hans måde at beskue verden på, hans gå-på-mod og tilgang til livet helt generelt. Hans medvirken i tv-programmet 0 stjerner, sammen med Jan Elhøj har ikke gjort min lyst til at rejse og leve mere modigt, mindre.
Rigtig god fornøjelse og glædelig sommer