Efter romanen Rejsens mål fra 1995 tager BVN læserne med tilbage til Lustrup, en forsømt flække i et udkantområde af Underdanmark, hvor småborgerligheden, tomheden og den mislykkede tilpasning kun har alt for gode kår. Hovedpersonerne, Bjarne og Kasper, den ene ferm til at bruge hænderne, den anden en rigtig "skidt knægt", bryder hver på deres facon ud af det klaustrofobiske miljø. Tiden er 1960'erne og frem, hvor velfærdssamfundets indretning med dets normer og kodekser pludselig sattes øverst på dagsordenen for siden snart og uigenkaldeligt at omkalfatres. Et flot stykke ganske udsigtsløs socialrealisme tegnet med suveræn sproglig beherskelse og med en psykologisk indsigt, der må kunne få mange til at nikke genkendende til den udvikling, der for den kyniske Kasper fører ud i ren deroute, medens den mere reflekterende Bjarne, fortællerjeg'et, søger frelse i en emotionel indkapsling overfor omverdenen. Reddes han eller rammes han bare anderledes? En misantropisk roman, der iøvrigt er så behagelig fri for al rørstrømsk sentimentalitet. I stedet finder man en tone af ironi og underfundig humor samtidig med, at forf. signalerer nærvær og medleven. En flot og meget anvendelig roman, ganske i overensstemmelse med forfatterskabets tidligere demonstrerede kvaliteter