Sommerbogen 2025
Læs, leg og vind
Af Biblioteket

Sommerbogen er bibliotekets store sommerlæseudfordring for både børn og voksne.
Her handler det ikke kun om at læse – det handler om at have det sjovt med bøger, udfordre sig selv og måske endda vinde fine præmier.
For børn 6–15 år: læs, løs opgaver og vind en bog
Er du mellem 6 og 15 år? Så skal du være med i Sommerbogen 2025!
Alle børn, der deltager, får en gratis bog – og du er samtidig med i den landsdækkende konkurrence om at vinde 5 minutters fri shoppetur i en boghandel!
Sådan deltager du:
- Hent et udfordringsark på biblioteket fra den 13. juni.
- Læs tre bøger.
- Løs mindst 10 af de sjove læseudfordringer.
- Udfyld de tre anmeldelseskort på bagsiden.
- Aflever det hele på biblioteket senest den 16. august.
Jo hurtigere du kommer i gang, desto mere sommerlæsning får du med!
Hvem læser mest? Børn vs. bibliotekarer
I år udfordrer vi alle Sommerbogen-deltagere til en læsedyst mod bibliotekets børneformidlere: Hvem kan læse flest bøger i sommerferien?
Hver gang en bog er læst lægger vi en kugle i henholdsvis børnenes eller børneformidlernes kugleglas - du skal bare henvende dig til en bibliotekar i den betjente åbningstid, så får du en kugle, som du selv kan lægge i børnenes kugleglas.
Fredag den 8. august tæller vi op, og vinderen bliver offentliggjort samme dag på vores sociale medier.
Hvis børnene vinder, fejrer vi det med gratis is til alle børn på Herning Bibliotek lørdag den 9. august kl. 10–13 (så længe lager haves).
Kom og vær med – og hjælp børnene med at vinde is til hele flokken!
For forældre og voksne: læs med og vind en bogpakke
Sommerbogen er ikke kun for børn. I år inviterer vi også forældre og andre voksne til at tage del i læseglæden – og samtidig være med i en lodtrækning om en spændende bogpakke.
Sådan deltager du:
- Hent et udfordringsark på biblioteket.
- Læs eller lyt til mindst tre bøger – alt tæller: romaner, fagbøger, kogebøger, tegneserier, digte m.m.
- Gennemfør mindst 10 af 30 kreative læseudfordringer.
- Udfyld anmeldelseskortene.
- Aflever det hele på biblioteket senest den 16. august 2025.
Når du læser, og dit barn ser det, smitter det! Del jeres læseoplevelser og få gode samtaler og inspiration til nye bøger.
Psst! Mange opgaver kan kombineres – læser du højt for én, du holder af, mens du danser, og det er en dansk forfatter? Så har du allerede klaret tre udfordringer på én gang.
Har du brug for læseinspiration? Vi står klar til at hjælpe dig med at finde bøger, der passer til dig og dine udfordringer.
Sommerbogen løber fra 13. juni til 16. august 2025 – kom forbi biblioteket, hent dit udfordringsark og vær med i en sommer fyldt med læsning, leg og præmier!