Mars er tør. Mars er stendød. Sådan har dommen lydt over vores okkerrøde lillebrorplanet i årtier, men der bliver ved med at dukke mystiske fund op. Det samme sker på Venus og på flere ismåner omkring gasplaneterne. Vi er tættere på at finde rumvæsner, end de fleste tror, og det kan være, at universet er sprællevende.
Ja, måske vi allerede har fundet liv i rummet.
Men det er ikke liv, som vi kender det. I stedet taler vi om diffuse signaler, som vi bare har svært ved at forklare, og som udfordrer, hvad vi overhovedet ved om grænsen mellem kemi og biologi. Alienjægerne har derfor opdaget, at de ikke skal spørge ”er vi alene?” men ”hvad er liv?”
"Vores levende univers" handler om den gryende biologiske revolution, der er undervejs i rummet i disse år. En revolution som giver selv forskerne gåsehud. Er vi dem, vi tror, vi er?
Gunver Lystbæk Vestergård (f. 1983) er cand. public. og ph.d. i videnskabskommunikation. Hun er journalist på Weekendavisen, hvor hun især skriver om fysik, astronomi, rumfart og videnskabshistorie, og hun er desuden medforfatter til bogen "50 opfindelser – højdepunkter i teknologien" og medtilrettelægger på DR-programserien "Store danske videnskabsfolk".
Der er fri entre til alle HerLitt arrangementer lørdag den 7. marts. Dog er der et begrænset antal pladser, så book din billet i forvejen. Book din billet her.
Om HerLitt
HerLitt er hele Hernings litteraturfestival, hvor du kan møde læseoplevelser, der rører og overrasker dig på biblioteket og i byen.
Temaet for HerLitt 2026 er GENERATIONER. Gennem generationernes blik kan vi spejle samfundets forandringer og vores egen plads i verden. Mødet mellem tradition og fornyelse skaber både spænding og udvikling i fortællingerne. Samtidig giver temaet mulighed for et historisk perspektiv, hvor fortid, nutid og fremtid bindes sammen.