Gennem næsten 50 år år har Henrik Hildebrandt været en passioneret koncertfotograf. Hans karriere har bragt ham tæt på både danske og internationale ikoner og han har et godt indblik i, hvad der sker bag kulisserne ved store koncerter. I sit foredrag vil Henrik vise billeder fra et langt liv som koncertfotograf og fortælle om, hvordan det er at stå bag linsen. Vi skal også høre om, hvordan jobbet har ændret sig fra at fotograferne var på scenen og i kulisserne for senere at være på gulvet og ikke mindst oplever, at store ikoner indfører fotoforbud - også for professionelle fotografer.
Henrik Hildebrandt har sammen med Thomas Vilhelm skrevet bogen "The Stars are out tonight", som er et overflødighedshorn af nedslag i syv årtiers rockhistorie. Bogen er rigt illustreret med fotos, der hovedsageligt stammer fra Henrik Hildebrandts enorme fotoarkiv.
Holder du af rå rock, blid soul eller knitrende electronica, og har du lyst til at dele dine musikoplevelser med andre? Eller er du bare nysgerrig på forskellige slags musik inden for rockgenren? Så er Rockklubben lige noget for dig. Du behøver ikke at være mester i musikhistorie, du skal bare være nysgerrig og have lyst til at lytte og deltage i snakken. Klubben mødes under hyggelige former 8 gange hen over vinteren på Biblioteket i Herning. Der vil hver gang være en oplægsholder, som vil guide klubben gennem aftenen og ofte vil det være klubbens egne medlemmer, som fortæller, viser filmklip og afspiller lydoptagelser. Det er gratis at deltage, men du skal tilmelde dig klubben, da der er et begrænset antal pladser. Pt. er der venteliste.
Yderligere information: Dorte Grout, tlf. 21 99 59 46, bibdg@herning.dk