Børns mistrivsel og ufrivillige skolefravær er steget markant i de senere år. Ofte leder vi efter forklaringer hos barnet – eller efter fejl hos de voksne omkring det. Vi forsøger at få barnet tilbage i skolen. Vi kæmper. Vi tvivler. Vi føler skyld og magtesløshed. Men hvad nu hvis vi stopper op et øjeblik og begynder at lytte til det, barnet faktisk forsøger at fortælle?
Måske er skolefravær ikke et nederlag. Måske er det et stille, men kraftfuldt signal om, at noget må forandres – ikke kun for det enkelte barn, men i vores måde at skabe skole og samfund på.
I dette foredrag undersøger Elinna Lenora Stokka ufrivilligt skolefravær fra flere perspektiver – som socialantropolog, psykoterapeut, kunstner og mor til to unge med skolefravær.
Hun inviterer til en ny måde at forstå skolefravær på – med plads til følsomhed, forskellighed og barnets naturlige lyst til læring. Med varme og rebelsk skarphed væver hun faglig viden og personlige erfaringer sammen med fortællinger fra praksis, herunder arbejdet i et kunstnerisk værksted for unge med skolefravær i Viborg. Foredraget åbner for forståelse, genkendelse og nye perspektiver – og peger samtidig på håbefulde veje frem.
Arrangementet er gratis, men det er nødvendigt at trække en billet. Hent din billet her.
Børns trivsel – en arrangementsrække for børns voksne
Hvordan støtter vi børn bedst muligt i en hverdag, hvor mange familier oplever udfordringer med søvn, skærmbrug og mistrivsel?
Herning Bibliotekerne sætter med denne arrangementsrække fokus på nogle af de emner, der fylder hos mange børnefamilier og voksne omkring børn lige nu. Gennem foredrag og oplæg inviterer vi fagpersoner og formidlere til at dele viden, erfaringer og perspektiver på aktuelle temaer om børns trivsel.
I arrangementsrækken kan man blandt andet blive klogere på:
Småbørns søvn og tryghedsskabende rutiner Læs mere her Digital balance og familiens skærmbrug Læs mere her Mistrivsel og ufrivilligt skolefravær
Fælles for arrangementerne er, at de tager afsæt i børns hverdag og de voksne, der står omkring dem. Oplæggene giver både indsigt, konkrete redskaber og mulighed for refleksion og genkendelse.
På biblioteket ønsker vi at skabe plads til de emner og samtaler, der fylder i familielivet og i samfundet lige nu. Arrangementerne henvender sig til forældre, bedsteforældre og andre voksne omkring børn – både dem, der står midt i udfordringerne, og dem, der blot ønsker mere viden om emnerne.