Nyt fra biblioteket

Sammen om beredskab

Hvordan står vi stærkere sammen i en usikker tid?

Af biblioteket

Har du styr på vanddunkene og lommelygten derhjemme? Det er der heldigvis mange, der er begyndt at tale om i disse år. Men beredskab handler om mere end forsyninger og nødradioer. Det handler også om fællesskab, viden og vores evne til at hjælpe hinanden, når verden omkring os bliver usikker.

Derfor sætter Herning Bibliotekerne i efteråret fokus på beredskab som en del af den landsdækkende indsats Sammen om beredskab. Gennem foredrag, fællessang, litteratur, workshops og praktiske aktiviteter inviterer vi borgere i alle aldre til at blive klogere på, hvad beredskab betyder i en tid præget af kriser, misinformation og forandringer.

Beredskab handler også om mennesker

Når vi taler om beredskab, tænker mange først på strømudfald, ekstremt vejr eller andre krisesituationer. Men et robust samfund bygger også på noget mindre håndgribeligt: tillid, fællesskaber og evnen til at finde vej i en strøm af information.

Hvordan taler vi om kriser? Hvad gør misinformation ved vores samfund? Og hvordan kan kultur, samtaler og lokale fællesskaber være med til at gøre os mere robuste?

Det er nogle af de spørgsmål, vi undersøger i løbet af efteråret. For beredskab handler ikke kun om at kunne klare sig selv. Det handler også om at stå stærkere sammen.

Oplev beredskab på mange måder

I uge 43-45 kan du møde temaet rundt omkring på bibliotekerne i kommunen.

Du kan blandt andet deltage i guidet fælleslæsning under overskriften Skønlitterær beredskabsplan, høre DR's arrangement Ind i krisens maskinrum, synge med til fællessang om fred eller blive klogere på samfundets modstandskraft gennem foredrag som Kulturel oprustning i en usikker tid. Er du mest interesseret i det praktiske, kan du også få konkrete råd til hjemmeberedskab ved arrangementet Klar dig selv i tre døgn, som vi afholder sammen med Beredskabsforbundet.

En hel dag med fokus på beredskab

Fredag den 6. november kulminerer indsatsen med en hel beredskabsdag på Herning Bibliotek.

Fra kl. 14 til 18 fyldes biblioteket og området foran med aktiviteter, stande og oplevelser for hele familien. Her kan du blandt andet møde Beredskabsforbundet, Hjemmeværnet, Herning Vand og en række organisationer, som arbejder med sikkerhed, sundhed og fællesskab.

Du kan lære hjertelungeredning, få hjælp til at bruge en FM-nødradio, høre om friluftsliv og beredskab i naturen eller deltage i konkurrencen om en beredskabskasse fyldt med nyttigt udstyr.

I løbet af dagen kan du også opleve et foredrag med Niels Ulrik Drescher, kendt fra Alene i Vildmarken, der fortæller om at klare sig med enkle midler i krævende situationer.

Dagen rundes af med en fælles langbordsmiddag, hvor vi sammen tilbereder frysetørret mad og deler erfaringer og tanker om beredskab og fællesskab.

Se alle arrangementerne her

Håbefulde historier og tips til dit beredskab

Som bibliotek ved vi også, at bøger kan være en del af beredskabet. Litteratur kan give indsigt, perspektiver og nye måder at forstå en usikker verden på. Den kan gøre os klogere på kriser og konflikter, men også minde os om håbet, fællesskabet og den menneskelige styrke, der hjælper os gennem svære tider.

Derfor har vi samlet en række bøger, der på hver deres måde kredser om håb og beredskab. Nogle giver konkrete råd til at håndtere kriser i hverdagen. Andre undersøger spørgsmål om demokrati, fællesskab og modstandskraft eller fortæller historier om mennesker, der finder vej, når livet bliver udfordret. Fælles for dem er, at de giver stof til eftertanke og nye perspektiver på, hvad det vil sige at være rustet til fremtiden.

Bibliotek i en usikker tid

Biblioteker har altid været steder, hvor mennesker søger viden, perspektiver og fællesskab. Derfor er det naturligt for os at være med, når der skal sættes fokus på, hvordan vi som borgere og lokalsamfund kan stå stærkere i mødet med kriser og forandringer.

Vi håber, at mange har lyst til at kigge forbi, blive klogere og være med til at udforske, hvad beredskab betyder i dag.