Bibliotekets tilbud for førskolen

5-6 år

Når skolestarten nærmer sig, begynder en spændende ny tid for de ældste børn i børnehaven – og det er en overgang, som vi på Herning Bibliotekerne gerne vil støtte jer i. 

Sammen kan vi skabe rammer, hvor børnene bliver nysgerrige på det, der venter, og føler sig klar til de første skoledage. 

Vi tilbyder materialer og aktiviteter, som styrker børnenes sproglige og sociale kompetencer og hjælper dem med at sætte ord på tanker, følelser og oplevelser. 

Gennem sjove verdensmålsudfordringer, fortællinger og fælles læseoplevelser bygger vi bro mellem børnehave, skole og hjem. 

Med inspiration fra biblioteket får I redskaber til at gøre skolestarten tryg og motiverende – både for børn, forældre og personale. 

Vi glæder os til at være med jer hele vejen på rejsen fra børnehave til skole.

Sammen om Skolestart

Icon Description

Et fælles materiale som kan skabe sammenhæng for børn og forældre og dermed give en tryggere skolestart for alle

Herning Bibliotekerne har været med til at udvikle et nationalt tilbud, som pædagoger og børnehaveklasseledere frit kan bruge i samspil med forældre, bibliotekarer, klubmedarbejdere og andre, som vil være med til at bakke op om skolestarten. Formålet er at have et fælles materiale, som kan skabe sammenhæng for børn og forældre og dermed give en tryggere start for alle. Alt materiale er samlet på sprogsporet.dk.

Med dette tilbud følges børnene på vej med litteraturen som overgangsobjekt for at skabe trivsel og læselyst. Samtidig gøres forældrene til aktive medspillere, fordi materialet kan bruges alle de steder, hvor barnets voksne er.

Pakken fra Bibliotekernes Sprogspor udgøres af en personlig bog (”Læsefidusens ABC) til barnet fra Dansklærerforeningen, forløb til i alt 4 værker (tre billedbøger og en app), samt en lang række af aktiviteter med udgangspunkt i et årshjul.

Bogen kan skolestartsbarnet hente gratis på biblioteket op til sommerferien sammen med sine forældre.

Forløbene til brug i førskole, hjem og børnehaveklasse printes her

Hvis I vil invitere en samarbejdspartner med i forløbet eller bare have inspiration til selv at lave flere skolestartsaktiviteter, så kan I finde materialer til print her

Periode: Både før og efter skolestart

Sted: På biblioteket, i førskolen og i skolen

Se mere på https://www.laesesporet.dk/sos

Kontaktperson
Rikke Østergaard Hansen
bibroh@herning.dk
Tlf. 51 70 29 71

Verdensmål for de små

Icon Description

Vi kan alle sammen gøre verden lidt bedre – hver dag!

Den oplevelse skal de små børn også have. Derfor har vi lavet en masse sjove udfordringer i børnehøjde til alle FN’s Verdensmål.

I kan for eksempel bygge en opfindelse, måle badevandet – eller hvad med at give krible krable dyrene et solbad?

Udfordringerne er lagt tilrette, så de kan bruges derhjemme eller i børnehaven. De tager alle udgangspunkt i barnets umiddelbare og sanselige tilgang til verden og vil give børnene handlekompetence på deres eget niveau – at hjælpe en regnorm over fortovet er også en indsats!

Det trykte verdensborgerpas kan fås ved henvendelse til Center for Børn og Læring eller biblioteket.

Se mere om Verdensmål for de små

Kontaktperson
Rikke Østergaard Hansen
bibroh@herning.dk
Tlf. 51 70 29 71

Fortælletid.dk

Icon Description

En verden af fortællinger

Fortælletid.dk er en verden af fortællinger for alle, der holder af at få fortalt gode historier ― hvor og når og så ofte det passer jer.

På fortælletid.dk kan man se videoer med professionelle historiefortællere, der fortæller både kendte og mindre kendte eventyr, historier fra den nordiske mytologi, fabler og en masse andre fortællinger, som alle kan fordybe sig i – både store og små.

Fortællingerne kan bruges, mens I for eksempel spiser madpakker, slapper af i en hyggelig hule eller i forbindelse med tematisk arbejde omkring eventyr, fortællinger og udtryksformer.

I får adgang via Herning Bibliotekernes hjemmeside. Man logger ind med sit sædvanlige lånernummer og personlige kode – uanset om man logger ind som familie eller dagtilbud.

Gå direkte til Fortælletid på Herning Bibliotekerne

Få nyheder direkte fra biblioteket til din mailbox

Icon Description

Lad biblioteket fortælle dig, når der kommer nye gode bøger til højtlæsning eller spændende nyheder inden for dit fag

Bibliotekernes Sprogspor er de danske bibliotekers fælles indsats på området sprog og tidlig læseforståelse.

sprogsporet.dk finder du dels en lang række boglister og online tilbud, som bibliotekerne og andre aktører inden for sprog og læsning har udviklet for aldersgruppen 0-6. Dels ligger her understøttende materialer til de koncepter, som er tilknyttet Sprogsporet.

Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet får du tilsendt tips og nyheder hver måned. Alt indhold er opdelt i kategorier, så du let kan klikke dig frem til det, som er mest relevant for dig nu og her - uanset om du er på arbejde og skal lave aktiviteter med en børnegruppe, eller du har fri og skal finde inspiration til dit eget barn derhjemme.

Emner kan være:

  • Nye børne- og fagbøger
  • Apps
  • Hjemmesider
  • Nyheder og tips

Se også