En mere bæredygtig jul
En dejlig jul hvor vi skruer lidt ned for forbruget, og samtidig passer på miljøet, naturen og os selv
Nu nærmer julen sig og vi glæder os til en masse hygge med familie og venner, gaver og masser af god mad. Det er dejligt og tiltrængt i den mørke tid.
Men julen betyder også et stort ekstra ressourceforbrug, som medfører en ekstra belastning af miljø, natur og økonomi.
I julemåneden producerer vi fx 24% mere affald, og hver husstand bruger i gennemsnit 5.500 kr. mere end i årets andre måneder. Samtidig oplever hver 5. dansker at julemåneden er stressende.
Men sådan behøver det ikke at være! Vi kan sagtens have en dejlig jul, hvor vi skruer lidt ned for forbruget og samtidig passer på miljøet, naturen og os selv.
Julegaver med mindre stress og mere genbrug
Ifølge beregninger fra tænketanken CONCITO udleder produktionen af danskernes julegaver ca. 1 million ton CO2 eller gennemsnitligt 200 kg CO2 pr. dansker.
Det kan du være med til at lave om på ved at vælge at ligge flere bæredygtige gaver under juletræet.
6 gode råd til julegaverne
- Skru ned for julegaverne
Overvej om du kan finde alternativer til at købe endnu flere ting, som vi måske i virkeligheden ikke rigtigt har brug for.
Giv fx i stedet oplevelser, samvær eller en hjælpende hånd til dine nærmeste.
Mon ikke der er familiemedlemmer, der vil blive glade for at få foræret en teatertur, en god middag, en dag med havearbejde, en cykelreparation, en koncertbillet i stedet for endnu en ting til hjemmet?
- Giv det videre
Overvej at give ting videre, som du har liggende og aldrig bruger, men som andre kan få glæde af, f.eks. en bog du har læst. På den måde bliver din gave også langt mere personlig.
Du kan jo også overveje at give en kasseret bog fra bibliotekets bogsalg.
- Juleshop i din lokale genbrugsbutik
Der er masser gode og originale ting i genbrugsbutikkerne. Og du er (næsten) sikker på, at der ikke er andre, der kommer med den samme gave.
Det er billigt og meget mere personligt!
- Gør det selv
Har du overskud kan du selv lave gaver af genbrugsmaterialer.
Er du lidt fiks på fingrene kan du lave de skønneste ting af genbrugsmaterialer.
Det er også sjovt at lave genbrugsgaver sammen med børnene.
- Køb grønne produkter
Hvis du køber gaver, så kan du overveje at vælge de produkter, der er fremstillet af genbrugsmaterialer eller på anden måde er ”grønne valg”
- Handl lokalt
Det er ofte mere bæredygtigt at handle lokalt end at købe fra store onlinebutikker. Da produkterne ikke skal fragtes over lange afstande bruger lokale butikker typisk mindre emballage, og dermed reduceres den samlede miljøpåvirkning. Du kan også bede om ikke at få de traditionelle plastikgavebånd ved indpakningen. De er nemlig lavet i polyplast og kan ikke genanvendes. Brug i stedet stof, papir, eller garn som bånd til gaven, når du kommer hjem.
Prøv bæredygtig julepynt og -papir
I stedet for at købe ruller med julegavepapir hvert år, kan du gemme papiret i julekassen og bruge det igen næste år.
Du kan også pakke dine julegaver ind i fx avispapir eller stofrester evt. piftet op med en grankvist.
I stedet for at købe en masse nyt julepynt hvert år, kan du købe ting, der kan genbruges år efter år.
Du kan også lave julepynt af genbrugsmaterialer og pynte op med smukke ting fra naturen. Det er smukt, sjovt og belaster ikke klimaet og naturen.
Tænk bæredygtighed ind i julemaden
Selvom de fleste af os sværger til den helt traditionelle julemenu, er der masser af alternativer, som måske kan inspirere til anderledes julemenuer i december.
Du kan fx lave et lækkert farsbrød med nødder og svampe, tranebær/mandarinkompot og gratinerede rodfrugter med drys af granatæble og krydderurter.
Hvis du ikke vil være ”helt grøn” er et skift fra okse- og svinekød til fjerkræ og grønt et godt valg for klimaet.
En menu for fire med masser af kød giver f.eks. et CO2-udslip på 130 kg, mens en menu med fjerkræ, fisk og mere grønt giver et CO2-udslip på lidt under det halve.
Vegetariske eller veganske julemenuer giver endnu mindre CO2-udslip.
Grønne opskrifter på julemad
Skær ned på madspildet - også i julen
I december er maden en rigtig vigtig del af julen for mange af os. Og der skal IKKE mangle noget! Men danske husholdninger smider desværre mad ud for 1,1 milliarder kr. i december.
En familie med 2 voksne og børn køber i gennemsnit mad for 4.835 kr. i julemåneden, men der ryger mad i skraldespanden for knap 700 kr.
Du kan begrænse dit madspild og spare penge på mange måder:
- Planlæg dine indkøb i forhold til hvor mange I er. De fleste spiser ikke mere end 5-600 gram mad til et hovedmåltid.
- Udnyt og gem rester. Fx kan fløde fryses ned til senere brug til sauce eller lignende.
- Stil ikke for meget på bordet ad gangen, tænk i portionsanretninger i stedet – det er også Corona-venligt.
Tips til at minimere madspild i julen
Køb et rigtig grønt juletræ
Vælger du et juletræ med det røde Ø-mærke, undgår du brug af kemikalier og kunstgødning.
Kan du ikke få et øko-træ, er det mest klimavenligt at vælge rødgran, da der bruges færre sprøjtegifte i produktionen.
Du kan også købe et træ med klump. Så kan du enten plante træet ud i haven efter julen, eller have det i en potte på altanen og genbruge træet igen næste år!