Populært 2026 #07, juli
Populær skønlitteratur juli 2026
Ferielæsning, krimier og gamle favoritter
Juli er højsæson for gode bøger, og månedens mest populære skønlitteratur viser, at der er blevet læst godt igennem i sommerferien.
Krimier og spænding står stærkt. Julie Hastrups Monster og makkerparret Kim Faber og Janni Pedersens Styx er blandt månedens populære titler, mens Niels Krause-Kjær også har fundet vej til mange læsere med Ude for uden.
Men juli har langtfra kun stået i spændingens tegn. Kristin Hannah er særdeles godt repræsenteret på listen, hvor Skumringstimen får selskab af både Vinterhaven, Himlen over vildmarken, Nattergalen og De fire vinde. Også kærligheden har haft gode vilkår i sommervarmen. Elle Kennedys Aftalt spil er populær sammen med blandt andre bøger af Colleen Hoover og Hannah Grace.
Der er også blevet plads til Et liv langt borte af M.L. Stedman og Sød tøs af Anna Juul – og til både nyere bøger og velkendte titler som Pelle Erobreren, Folkets skønhed og Et lille liv.
Kort sagt: Julis læsning spænder vidt. Måske gemmer der sig også din næste bog blandt de titler, andre lånere ikke kunne holde fingrene fra?