Fisken på disken
Foredrag med Jakob Clausen
[logo_vm12]
- Målgruppe: 4.-6. klasse
- Type: Foredrag
- Dato: 6. oktober 2026
- Tidspunkt: 10.30-11.30
- Sted: Biblioteket i Herning, Østergade 8, 7400 Herning
Oplev Jakob Clausen, når han tager sin ”rejsekuffert” med i form af en lysegrøn køletaske, som er pakket til randen med hele fisk og skaldyr.
Han vil vise nogle af de danske spisefisk, vi ikke nødvendigvis kender – men som vi skal blive bedre til at spise. Set fra et bæredygtighedsperspektiv handler det nemlig om, hvilke fiskebestande der kan holde til fiskeri, og hvilke fisk der kan fungere som gode alternativer til f.eks. torsk, rødspætte og laks.
Jakob Clausen formidler fisk med en jordnærhed, humor og tilstedeværelse, hvor alle kan være med.

[obs]
[links]
Om Jakob Clausen
Jakob Clausen er 5. generation af Danmarks ældste fiskeforretning P. Clausens Fiskehandel anno 1888. Han er oplært af sin far i det gamle håndværk og kæmper for, at flere danskere skal vælge dansk fisk og skaldyr. Han fik stor opmærksomhed, da han fjernede al opdrættet fisk fra butikken, heriblandt danskernes favorit – laksen, og startede en vigtig debat om ansvar, kvalitet og bæredygtighed. Et nødvendigt opgør, da han tror på, at fremtiden for den danske fiskehandel kommer fra faglighed og ansvar og ikke bør baseres på kundernes købelyst.
Fiskefaget handler ikke kun om fisk. Det handler om stolthed, håndværk og nysgerrighed. En fiskehandler er ikke en sælger bag en disk – de er fagpersoner med viden og et ansvar. Det viser Jakob Clausen på sine sociale medier. Han er blevet populær for hans videoer på YouTube, Facebook og Instagram, hvor han deler sin hverdag i fiskebutikken, sin holdning og ikke mindst lækre opskrifter.
[logo_responsiv]