Herning Bibliotekernes MakerSpace

Om MakerSpace

Vision

Skaberkulturen vinder i disse år indpas på mange danske biblioteker.

Det skyldes blandt andet MAKER-bevægelsens villighed til at dele viden, evner og ideer. Det passer godt sammen med folkebibliotekernes værdigrundlag.

Herning er byen for iværksætteri – det understøtter Herning Bibliotekerne.

Vi ønsker at alle i Herning Kommune skal have mulighed og lige adgang til kreative og innovative miljøer, hvor man kan udvikle, designe og producere fra idé til færdigt produkt i et teknologibaseret fællesskab.

Herning Bibliotekerne har oprettet et MakerSpace, hvor vi understøtter teknologiinteresserede fællesskaber. Vi tilbyder undervisning, sjov, arbejdende fællesskaber og samvær med nye teknologier for alle mellem 9 og 99 år. 

Historie

Herning Bibliotekernes MakerSpace åbnede uge 7, 2018. 

Oprindeligt var MakerSpace tænkt som et teknologi-eksperimentarium for børn og tweens med plads til sjov, leg og nørderi.

Men ret hurtigt har det vist sig, at der også er en målgruppe i de voksne. Derfor er den overvejende del af vores aktiviteter nu uden aldersskel, men for alle mellem 9-99 år.

Vi har siden start meget tydeligt oplevet, at alder er uden betydning i forbindelse med sidemandsoplæring.

Aktiviteter i MakerSpace

Åbent MakerSpace

Tirsdag og onsdag kl. 14-17 er der åbent i MakerSpace. Her kan du få hjælp til egne designs, ideer og produkter. Man kan også bare komme og lade sig inspirere af de teknologier, der er på bordene denne dag – eller se, hvad de andre laver. 

Hvad koster det?

Vores maskiner og teknologier er til kreativitet og design og ikke til produktion med salg for øje. 
Det er derfor gratis at benytte maskinerne i MakerSpace og det samme gælder forbrugsmaterialer.

Coding Pirates 

Coding Pirates holder til i MakerSpace-lokalerne og teknologier til deres klubaftener. Coding Pirates deltager også ved nogle af bibliotekets større events med deres aktiviteter og ekspertise. Ønsker du at vide mere om foreningen eller tilmelde dig, så kan du læse mere på www.codingpirates.dk

Åben Skole 

Vi tilbyder skolerne i Herning Kommune, at man kan komme og prøve vores teknologier. Man kan enten til flere teknologier eller gå i dybden med en enkelt. Vi tilpasser forløbet til jeres klasse, så skriv til os på biblaering@herning.dk – men læs også gerne mere om det i vores skolekatalog.

Klub- og foreningstilbud 

Er du med i syklubben, personaleforeningen, kreaklubben, kunstforeningen eller tømrerlauget, og er blevet nysgerrig og vil prøve kræfter med teknologi og kreativitet, kan I lave en aftale om en hyggelig, sjov og anderledes klubaften i MakerSpace.

MakerSpace på tur 

Makerværterne tager ud og holder oplæg eller præsenterer MakerSpace og/eller teknologier, fx robotter, VR og kodning.

Skriv til os på biblaering@herning.dk og vi kan aftale nærmere.

Ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser 

Det er ikke kun grundskolen, som er velkommen i MakerSpace.

Går I på en ungdoms- eller videregående uddannelse er I også meget velkomne til at kontakte os på biblaering@herning.dk, så vi kan tage en snak om, hvordan I kan bruge MakerSpace. 

Kom og vær med

Der er rigtig mange muligheder i Herning Bibliotekernes MakerSpace, kun fantasien sætter grænser.

Går du med en god idé eller en ’opfinder’ i maven, så tøv endelig ikke med at kontakte os eller komme forbi, når vi har åbent tirsdag og onsdag kl. 14-17.