En musikalsk rundtur i Herning

En del af Hernings musikliv er dokumenteret i bøger og artikler.

Musiklivet blomstrer i Herning. Alt fra små lokale bands til store verdensnavne præsenter året rundt deres musik på byens mange scener. Og der er noget for enhver smag. 
Herning byder også på tilbagevendende og traditionsrige festivaler og koncerter: Herning Operafestival er netop afviklet, og lige om hjørnet venter Herning er musik-ugen og i december kan vi glæde os over skolernes julekoncert. 

Men vidste du, at der er skrevet en række bøger og artikler om Hernings musikliv?
Alt fra skillingsviser fra Herningegnen i 1800-tallet over lokal korsang og orgelspil til en fortælling om rockbandet Inside the Whale, kan du låne bøger om på biblioteket. Bøgerne giver ikke bare et historisk indblik i musiklivet, men bidrager også til egnens lokalhistorie.
Derudover har en række lokale kor indsunget deres musik, f.eks. Herning Kirkes Drengekor, MidtVest Pigekor og Herning Korforening.

Og så skal vi selvfølgelig ikke glemme, at flere musikere har sneget Herning ind i deres sangskat: TV2 med deres sang (og album med samme titel) ”Tæt trafik i Herning”, Allan Olsens ”Vi lå jo i Herning” og Johnny Madsens ”Dronningens boulevard”.

Udover de titler, som du kan finde her på siden, kan du finde mange flere titler i en udstilling i gadeplan på biblioteket frem til efterårsferien.

Herning fik et musikværtshus - Nicodemus

Begyndelsen af 1970’erne
På privat basis åbner et værtshus og spillested under navnet Nicodemus i Søndergade 22.
Initiativtagere er Ib Grunnet, Poul Mortensen, jazzmusiker Jesper Lundgaard m.fl.. Her var plads til 75 mennesker. Folkene bag værtshuset var primært lærerstuderende som flyttede fra byen, når de blev færdiguddannet. Værtshuset lukkede efter nogle år, da der ikke var nogen til at tage over.

Slutningen af 1970’erne
Herning Jazzklub og den et år gamle forening, Hrytmus (Herning Rytmiske Forening), mangler et sted at være. Der bliver derfor lavet en ny, fælles forening, der får til huse i et nyoprettet musikværtshus i Søndergade 25. Det får samme navn som værtshuset i nr. 22, nemlig Nicodemus, og driftes af Hrytmus og Herning Jazzklub i fællesskab. Søndergade 25 havde tidligere huset diskotekerne In-Club og Multi-Maren.

17. oktober 1980
Vestjysk All Stars Blues Factory spiller til åbningskoncerten i de nye lokaler, hvor der under normale forhold er plads til 120 personer, men denne aften er der mere end propfuldt.
I begyndelsen er der levende musik fredag og lørdag. Derudover er stedet åbent som værtshus onsdag og torsdag. Sidenhen er der levende musik på plakaten to gange om ugen og åbent de fleste af ugens dage. Koncerterne arrangeres af Herning Jazzklub, Hrytmus og Nicodemus, og huset driftes af frivillige under ledelse af musikbibliotekar Freddy Larsen fra 1980. Han bliver i midtfirserne afløst af lærer P.B. Guldbrand.

1987
Bygningen er nedslidt og Midtbank, som ejer den, vil rive den ned. Samtidig arbejder Herning Byråd med planer om at åbne et kulturhus i Smallegade.

20. maj 1988
Den sidste koncert på Nicodemus, hvor Effy & Eliten spiller, afvikles under overskriften Afdansningsbal.

5. august 1988
Nicodemus åbner i Smallegade 4, der tidligere husede en tekstilvirksomhed. For at markere, at man starter på en frisk, ændrer spillestedet navn til Fermaten, men det driftes stadig af frivillige under ledelse af P. B. Guldbrand, som bliver den første fuldtidslønnede leder. Stedet har i starten plads til 300 gæster, men bliver i flere omgange ombygget til at kunne rumme 700 gæster og bliver udnævnt til statsstøttet regionalt spillested for hele regionen.