Litteratursiden - De bedste udenlandske romaner 2023

Af ani
20.12.23

Et væld af fantastiske bøger er blevet oversat til dansk i 2023.

Litteratursiden.dk har udvalgt de bedste af de bedste.

En del af bøgerne behandler samfundsudviklingen i både fortid, nutid og fremtid. På ny tager forfattere fat på klassesamfundets betydning og dykker ned i personlige vinkler på, hvad det vil sige at leve under fastlåst undertrykkelse. Disse fortællinger giver stemme til nye karakterer, fx i fortællingen fra et syrisk mindretal i forstædernes blokke i Paris i romanen Storebror og en katastrofal chilensk tragedie i undertrykkelsens skygge i den elegante roman Ren.

Flere andre former for magt er på spil, fx når parforholdet bliver udlagt som en ægte, psykologisk thriller i Djævlegrebet. Grænseoverskridende sider af menneskelige relationer skildres, og læseren inviteres ind i et spind af komplekse karakterer. Romanen Troldmanden fra Kreml udforsker som fiktion Vladimir Putins rå politiske magt og giver et skræmmende indblik i det, der udspiller sig på den internationale scene.

Der er erindringskunst, noveller med længsel og begær og romaner, der viser det personlige tab og sorgen i svære perioder af livet.
Forfatteres unikke sprog bliver et kraftfuldt redskab til at udforske samfundets nuancer og de dybeste afkroge af det menneskelige sind.