På sporet af bogtyven - Biblioteksintroduktion med BibklAR
7. - 9. klasse
- Klassetrin: 7. - 9. klasse
- Tid: 2 timer
- Sted: Biblioteket i Herning
- Max antal: 1 klasse (28 elever)
Det får I
Med På sporet af bogtyven får I en anderledes og oplevelsesbaseret introduktion til biblioteket og dets muligheder ved hjælp af augmented reality.
Eleverne skal opklare biblioteksmysteriet om de forsvundne bøger. Nogen er nemlig begyndt at stjæle bibliotekets bøger, og det er træls! På biblioteket er det meningen at bøgerne skal lånes og afleveres igen. Vi har heldigvis fire hovedmistænkte, og det er elevernes opgave at løse opgaver og samle ledetråde, så de til sidst kan udpege den skyldige.
Opgaverne knytter sig til biblioteksbrug, herunder hvordan man låner og afleverer bøger, fremsøger fysiske og digitale materialer og generelt finder rundt i biblioteket og samlingen.
Forud for mysteriet får eleverne en kort introduktion til at søge i bibliotekets databaser efter bøger, artikler, film mm. De bliver også præsenteret for bibliotekets digitale services, som kan være særligt relevante i forbindelse med opgaveskrivning.
Det tager I med videre
Eleverne bliver bekendt med bibliotekets mange muligheder og får styrket deres søgekompetencer i bibliotekets databaser.
De får udvidet deres teknologiforståelse og oplevet hvorledes AR kan understøtte en biblioteksintroduktion.
OBS
Dette tilbud kan først bookes fra 1. november 2026.