Nyt fra biblioteket

Kulturfest Herning

Hvornår har du sidst mødt nogen, du ikke kendte i forvejen?
Og hvad kom der ud af det?

Af biblioteket

Fra den 6.-13. juni inviterer Kulturfest Herning til en uge fyldt med oplevelser, fællesskaber og nye møder. 

Sammen med Kulturfest-teamet, lokale foreninger og eksterne aktører åbner vi dørene til arrangementer, der bringer mennesker sammen gennem musik, fortællinger, kunst og fælles oplevelser.

For hvad sker der egentlig, når vi mødes?

Vi deler erfaringer. Skaber forbindelser. Finder fællesskaber.
Nogle møder varer et øjeblik. Andre sætter spor for livet.

Kulturfest handler om at være nysgerrig. Om at række ud, deltage og opleve noget sammen med andre.

Kigger du forbi?

Hos Herning Bibliotekerne kan du opleve både workshops, musik, foredrag og udstillinger – skabt af mennesker og foreninger, der hver især giver deres bud på årets tema: at mødes.

Du kan blandt andet:

  • være med til workshop med Balletnova og Pippi Langstrømpe
  • opleve Herning Fotoklubs udstilling
  • komme med bag kulisserne på Badehotellet sammen med Ulla Vejby
  • fejre Musikforeningen MidtFolks 25-års jubilæum
  • lytte til klassisk musik med elever fra Herning Musikskole
  • synge med sammen med Det Skæve Kor

Der er oplevelser for både børn og voksne, og de fleste arrangementer er gratis.

Mangler du inspiration til flere fortællinger om fællesskab, relationer og det at mødes, har vi samlet bøger, film og serier, du kan dykke ned i under Kulturfest Herning.

Vi glæder os til en uge fyldt med kultur, fællesskab og gode møder – og håber, vi ses på Herning Bibliotekerne.

God Kulturfest!