Vi elsker at hade julesange

Så skal vi til den igen – skal vi gå all in på julemusikken eller skal vi undgå den?

Hører du til den sidste gruppe, er du måske også en af dem der deltager i Whamageddon? Her handler det om at undgå at høre sangen ”Last Christmas” af Wham i hele december og hører du sangen, er du ude af konkurrencen. 

Faktisk er der en psykologisk forklaring på, hvorfor vi KAN få nok af ”Last Christmas” eller andre julesange. Ifølge Peter Vuust, der er komponist og hjerneforsker, er forklaringen, at jo flere gange vi hører noget, desto bedre bliver det. Men på et tidspunkt topper det og går den anden vej. Og det er når vi bliver bevidste om, hvad der foregår, at det knækker midt over. Fænomenet hedder ”mere-exposure effect”. 

Men hvis du ikke kan li’ julesange, kan det også have noget at gøre med, hvilken gruppe du identificerer dig med ifølge forskeren. Der er lavet undersøgelser, der viser, at musik er en meget vigtig måde at udtrykke personlighed på. Og det har ikke noget som helst at gøre med, hvor musikalske vi er. 

Uanset, så vil julemusikken altid være der, men måske skal du prøve at dykke ned i noget andet, end det du plejer at lytte til.