Ligger du inde med tech-rester, rester af legetøj, elektronik, stof eller andet, vi må arve?

Af ani
08.01.18
Biblioteket åbner makerspace mandag i uge 7

Biblioteket i Herning har indrettet et stort rum med teknisk udstyr – et makerspace – som alle må komme og benytte til design, til prototyper og egenudviklinger, til udformning af kreative idéer eller til at lave reservedele, afprøve robotter, kode og meget, meget mere.

I den forbindelse søger vi materiale, vi kan lave dimser, dutter, prototyper og skøre idéer ud af, så ligger du inde med materiale, vi kan lime sammen, skære op, samle eller sy i, så hører vi gerne fra dig - og helst inden mandag i uge 7, hvor makerspace starter op. 

Hvad er et makerspace?
Et makerspace er et konkret fysisk sted/lokale, som er indrettet til, at man kan arbejde med kreativ produktion; et sted med plads til at rode og eksperimentere.

I bibliotekets makerspace præsenterer vi forskellige teknologier udi 3D print, sy/broderimaskiner, vinylskærer, wearables, laserskærer, robot-teknologi, kodning og meget, meget mere.
Her har alle mulighed for at realisere og fremstille egne designs og produkter og dermed konstruere og bygge fysiske genstande sammen med andre – mens de lærer og oplever teknologi på egen krop.

Vil du høre mere eller har du spørgsmål, så kontakt Karin Guldbrand på bibkgu@herning.dk og 21 34 17 42. Materiale kan indleveres på Bibliotek i Herning, Østergade 8, 7400 Herning, og allerhelst i en flyttekasse, pose eller lignende.