Stempeljagt

04.02.21

Kære forældre til elever i 0., 1. og 2. klasse!

Natur og Grønne Områder og Herning Bibliotekerne inviterer på stempeljagt i Herning Kommune.

I Herning Kommune har vi mange skønne naturområder, som vi gerne vil have, at I alle sammen kender og bruger til hverdag og fest sammen med familie og venner. Vi har også en naturpolitik, der bl.a. har fokus på bevægelse, læring, fællesskab og oplevelser i naturen. Derfor vil vi gerne invitere jer på jagt efter 16 stempler, som vi har gemt 16 udvalgte steder i kommunen. 

På kortet kan I se lidt om, hvor jagten går hen.
Inde i hæftet (som I kan downloade nederst på siden) kan I finde flere informationer, og I kan også gå på visitherning.com, hvor der bl.a. er  foldere med kort over de fleste områder. 

På den sidste side i hæftet, skal I lave et aftryk af de 16 forskellige stempler.
Når hæftet er fyldt med alle 16 stempler, venter der en velfortjent belønning på Herning Bibliotek. 
Når børnene fremviser den fyldte stempelside, belønnes de første 200 familier med en ”Min naturbog – 50 ting du skal prøve i naturen før du fylder 12”. Bogen inviterer på flere eventyr  i den magiske, vilde, sjove og sunde danske natur. I bogen er der ideer til både sjove, enkle og nogle lidt vilde oplevelser i naturen. Der er også plads til fotos og noter, så naturoplevelserne kan  blive til livslange gode minder om tid i naturen sammen med forældre eller bedsteforældre.

Hent stempelhæftet her (PDF)

Natur og Grønne Områder og Herning Bibliotekerne ønsker god fornøjelse og rigtig god stempeljagt til alle børnefamilier!