Christina anbefaler

Barrison-feberen

Hans Henrik Appel får sat spotlight på den måske første danske pigegruppe, som får kæmpe succes, alt i mens han sætter gruppens fortælling ind i den historiske kontekst.

Er du historieinteresseret kan jeg kun anbefale bogen.

Hvad jeg ved om kvinder på heste

En bog jeg ser frem til at læse, om heste og hvordan vi lever sammen med dem, og ikke mindst om hvordan vi rent historisk har betragtet heste i Danmark.

Hvordan er begrebet ”Hestepiger” opstået, mens man i USA har en meget maskulin fortælling om cowboys og heste. 

Magt og mennesker i Danmarks middelalder

Jeg er stor fan af Kåre Johannesen!
Han formår at folde dansk middelalder ud og lige netop gøre op med fortællingen om, at middelalderen var en mørk og tilbagestående tid.

Dansk middelalder var en meget spændende og blomstrende periode, som fortjener at komme til sin ”ret”. 

Kvinde kend din historie

Dansk historie er spækket med store personligheder, som har formet den verden, vi lever i.

Vores historie er præget af stor arbejdsomhed og kamp for mærkesager og rettigheder, som vi nu tager for givet.
Og ja, i dette værk er det så kvinderne, der kommer i fokus, men det gør absolut ikke historien mindre interessant.

Danske stel - fra blå blomster til grove glasurer

Der bliver solgt store mængder af danske stel, og de fleste af os vil kunne nikke genkende til mange af stellene i værket.
For mig var genkendelighedens glæde stor. Jeg huskede nu mine bedsteforældres spisestel, min families historier der var forbundet med spisestellene og de skrækkelig beretninger om de børn, der i tidens løb var kommet til at smadre dele af stellet.

Men udover de personlige minder værket frembringer, så er det en spændende designhistorie og et meget flot trykt værk.
Så mangler du lidt hyggelæsning til kaffen, kan jeg kun anbefale dig at låne denne bog.

Bøger med historisk afsæt

Generelt så elsker jeg historie, så derfor er omdrejningspunktet for de øvrige udvalgte bøger "Historie".
Vores historie er som et forsinket spejl, der viser os, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad vi håber på og hvor vi er på vej hen.
Vi ser ikke altid noget, vi kan lide, men det skønne er, at vi får mulighed for at undgå at gentage andres fejl...